Naturkatastrofer

Man hjælper dem, der har mest behov

I landsbyerne i Kashmir er overlevelse et fælles ansvar

MUZAFFARABAD: I de afsidesliggende områder i den pakistanske del af Kashmir har indbyggerne påtaget sig ansvaret for hinanden. I mangel på funktionsdygtige regeringer og lokale råd sørger indbyggerne selv for, at de personer, som mistede alt under jordskælvet for en uge siden, får, hvad de har brug for. Der hersker en dyb solidaritet mellem indbyggerne i de små landsbyer, hvor hjælpen fra regeringen i Islamabad endnu ikke er nået frem, og hvor helikoptere med nødhjælp endnu ikke har fundet vej. De positive historier om gavmildhed og socialt ansvar fortælles hele tiden af flygtninge fra landsbyerne, som kommer til hovedstaden i det pakistanske Kashmir, Muzaffarabad. De fortæller, at de har overlevet takket være donationer. I Muzaffarabad kommer hver dag lastbil efter lastbil med mad, telte og underlag til de 3,3 millioner mennesker, der blev hjemløse i regionen efter det voldsomme jordskælv den 8. oktober. Ofte opstår der slagsmål, når lastbilerne kommer, fordi folk er desperate for at få fat i hjælpen. Men i landsbyen Monassa har indbyggerne besluttet, at al hjælp skal deles ligeligt. De har nedsat en komité, som uddeler nødhjælpen retfærdigt mellem de 65 overlevende familier. - Vi har alle familiernes navne. Når en donation kommer, afleverer vi den direkte til familierne, fortæller 25-årige Nadim, der er med til at stå for fordelingen. Da en lastbil fra FN's Verdensfødevareprogram (WFP) for et par dage siden kom med kiks, var komitéen parat til at dele dem ud. Men landsbyens ældre indbyggere fastholdt, at kiksene skulle sendes videre til nogle landsbyer endnu længere væk, hvor den internationale hjælp endnu ikke var nået frem. - Det er virkelig svært for folk langt oppe i bjergene. Biler kan ikke køre derop, så lad os gå derop og finde dem, fortæller Nadim, at landsbyens ældre havde sagt. Også i Baglota, der ligger lidt længere oppe i bjergene, har landsbyens 15 familier valgt at dele den hjælp, de får. Midt i byen har de gemt poser med ris og sukker under en presenning. Fra depotet får også 30 andre familier, der bor endnu mere afsides, mad til at overleve. 18-årige Hassan Zahoor står for maduddelingen, og han prøver at sikre, at det sker retfærdigt. - Hver familie får 10 kilogram sukker og ris. Lige nu er der nok til 15 dage. Hvad vand angår, går alle til en kilde omkring en time herfra til fods, fortæller han. Maddepotet i Baglota er kommet i stand takket være forsendelser fra slægtninge i Rawalpindi nær Islamabad. Desuden deler landsbyens indbyggere tallerkener og bestik, som er samlet i en fælles pulje, efter at hver enkelt har reddet, hvad de kunne, ud af ruinerne. Og så har indbyggerne fået tre telte, som de har købt i fællesskab. I landsbyen Balakot takkede indbyggere nej til et tilbud om hjælp fra en gruppe besøgende studerende og lærere fra Islamabad. Hjælpen skulle hellere gå til en endnu mindre landsby på den anden side af bjerget, lød svaret. - Tre landsbyer afviste hjælpen. De sagde, at de havde nok. De talte om landsbyen Attayasa, som kun kan nås ved bjergklatring. Den er totalt ødelagt - 10 familier er fuldstændig forsvundet, siger den 30-årige lærer Arif Khattar. Dermed endte nødhjælpen hos indbyggerne i Attayasa, der selv begav sig ned af bjerget og hentede den. - Det er et stort problem at nå frem til de små bjergbyer, som er fuldstændig ødelagt på nær to eller tre huse, fortæller talskvinde for WFP Mia Turner. - Hvis det bare havde været flat terræn, havde vi kunnet bruge en helikopter. Vi har overvejet at bruge æsler, men indbyggerne har fortalt os, at også de er døde, fortsætter hun. /ritzau/AFP