Man kan altid få et job

Tilværelsen som selvstændig må ikke være en nødløsning. Man skal virkelig ville det, siger 34-årig it-konsulent, der blev selvstændig efter at have en fyreseddel

RANDERS:Først efter tre-fire måneder begyndte der at komme gang i forretningen. Det tager sin tid at sparke sin egen virksomhed som it-konsulent i gang, har den 34-årige Jørgen Lei fra Aalum ved Randers måttet erkende, efter han 1. oktober sidste år tog hul på en ny karriere. Indtil da havde han været it-ansvarlig hos softwareudviklingsfirmaet Dator, hvor han havde været i fem år. Men da firmaet i efteråret blev opkøbt, mistede alle medarbejderne i stabsfunktionerne deres job, deriblandt Jørgen Lei. Han havde længe overvejet at blive selvstændig for at få lov til at bestemme selv, som han siger. Men der skulle en fyring til at tage det endelige spring. - Jeg havde godt nok tænkt på det i flere år, men jeg havde ikke en eneste kontakt, inden jeg gik i gang, og jeg har lånt penge til det. Man skal virkelig tro på, at man kan noget, som andre vil betale for. Det at blive selvstændig må ikke være en nødløsning eller mangel på alternativer, så går det ikke, advarer Jørgen Lei. Han troede til gengæld så meget på sit projekt, Munin-IT, at han ikke søgte et eneste job efter afskedigelsen. - Så fik jeg heller ingen kedelige afslag, kommer det muntert fra Jørgen Lei, inden han fortsætter: - Nej, hvis jeg fik et nyt job, ville der gå nogle år, før jeg ville føle, at jeg var ekspert i det. Så jeg tænkte, at det var et udmærket tidspunkt at starte selv, for jeg syntes, at jeg kunne nok til at gøre det, forklarer Jørgen Lei. Han gik i gang med at definere præcist, hvad han kunne tilbyde virksomheder som selvstændig it-konsulent. Det gjorde han ved at kigge tilbage på de job, han havde haft, og på de erfaringer, han havde samlet sig. - Jeg har været i nogle job, hvor jeg har tænkt, at det må man kunne gøre bedre, så nu er det op til mig at vise, at jeg kan det. Jørgen Leis selvtillid led ikke knæk af at blive fyret, og det tilskriver han selv det faktum, at der var tale om en massefyring, som ikke tog udgangspunkt i folks kompetencer. - Alle i en vis radius omkring mig blev fyret, så man var naturligt med i flokken, så jeg så ingen grund til ikke længere at opfatte mig som en kompetent medarbejder, forklarer han. Først i begyndelsen af det nye år har Jørgen Lei fået de første større ordrer ind, så han nu også kan begynde at tro på, at han rent faktisk får hjulene i gang på sin egen virksomhed.