Man kan bruge et helt liv på at studere månen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Terminatoren kalder man det sted på månen, hvor lys og skygge mødes.Foto: Jesper Grønne

Månen er altid spændende. Den skifter form hele tiden. Den har sin egen gang på himlen, og man kan se detaljer på dens overflade uden kikkert. Der kræves kun en klar og skyfri himmel. Også om dagen kan man ofte se den bevæge sig fra øst mod vest ligesom solen. I virkeligheden er dens egen bevægelse på ca. 12 grader fra vest mod øst, hvilket man kan konstatere ved at iagttage stjernebillederne bag den. De skifter fra dag til dag. Månen er stor. Faktisk så stor, at man med en vis rimelighed kan kalde Jorden og månen for et dobbelt-planetsystem. De er afhængige af hinanden og har indflydelse på hinanden. Hvem kender ikke til tidevandets skiften med højvande og lavvande. Hvem har ikke oplevet en måneformørkelse, hvor fuldmånen gemmer sig i jordskyggen og undertiden antager en rødlig farve på grund af sollysets brydning i vor atmosfære? Eller mere sjældent: en solformørkelse, hvor solen dækkes helt eller delvist af månen, og vi derfor kan se solens atmosfære og andre spektakulære fænomener. I gamle dage sagde man for sjov, at månen var en grøn ost. Sådan er det ikke længere! Vi har også opgivet tanken om månemænd, måneharer og lignende. Vi har selv været der. Og vi skal derop igen. Den næste månesonde er nu stationeret på Kennedy Space Center i Florida. Den skal sendes op i denne måned. Den skal dog ikke lande direkte på månens overflade. I en lav omløbsbane skal den bl.a. finde egnede landingssteder til kommende bemandede missioner. Måske vil de starte i 2020. Mens vi venter, kan vi benytte tiden til at udforske de gamle kendte lokaliteter fra tidligere missioner. Med et kort over månen kan vi finde mange af landingsstederne for Apollo-missionerne. Vi kan ikke se flaget, der er plantet, hvor Neil Armstrong steg ned fra Apollo 11’s månemodul 20. juli 1969. Men med en god kikkert kan vi finde Stilhedens Hav og såmænd også se nogle kratere i nærheden af dette sted. Man kan bruge et helt liv på at studere månen! Man kan nøjes med at købe et godt kort over månen, som man ser den med sine øjne, og anskaffe sig en prismekikkert, eksempelvis en 7x50 prismekikkert af rimelig kvalitet plus et godt og solidt stativ. Det sidste er meget vigtigt. Et stativ skal stå støt og fast og kunne klare lidt blæsevejr. Således udstyret kan man gå i gang med at finde – og lære navnene på – de store mørke områder, som vi kalder ”have” eller på latin ”maria”. Stilhedens Hav hedder på latin ”Mare Tranquillitatis”. Der er slet ikke tale om områder med vand, men områder med basalt. Der har tidligere været mange meteornedslag, og der er sket en udfyldning med smeltet materiale fra tidligere vulkanisme. De lyse områder er højlande og også de ældste. Overalt er der kratere fra nedslag af meteorer og asteroider- og man kan nemt få øje på bjergkæderne. Poetiske navne Alle lokaliteter på månen har fået enten poetiske navne eller navne efter berømte mænd og lignende. Efterhånden som man lærer disse navne at kende, får man måske lyst til at se på små detaljer. Det kan være et bestemt krater, en sprække eller en dalsænkning. Vi kigger jo på den side af månen, der vender mod Jorden. Den anden side kan vi ikke se, da månen har bunden rotation. Det vil sige, at den drejer én gang rundt om sig selv i sit omløb om Jorden. Mange synes, fuldmånen er flot og spændende at se på. Det er den også, men prøv at rette kikkerten mod månen, når den er i fase, altså hvor den ikke er helt oplyst. Kig på terminatoren. Det er det sted, hvor lys og skygge mødes. Her kan man se skygger i kraterne. Alt bliver mere tredimensionelt Med sin primitive kikkert lagde videnskabsmanden Galileo Galilei i 1600-tallet mærke til, at man på natsiden tæt på terminatoren undertiden kunne se små lys på bjergtoppene. Nøjagtigt som man kan på Jorden, når solen er ved at stå op! Der har gennem tiderne været mange teorier om månens dannelse. I dag hælder mange til en teori om, at et stort objekt på størrelse med Mars har ramt Jorden for flere milliarder år siden. Måske har dette objekt ramt Jorden flere gange. Resultatet har været, at en del af Jordens kappe er blevet revet løs og sammen med materiale fra objektet har startet sit eget kredsløb om Jorden. Månen er dog stadig en gåde. Det værste er næsten, at den fjerner sig fra os med 3,8 cm hvert år! Studer den grundigt, inden den forsvinder!