Man kan da ikke have følelser for biler

Man kan jo godt tage lidt ansvar for at få den dér finanskrise til at gå over, så folk kan få deres job tilbage og sove roligt om natten, tænkte jeg og nævnte over aftenbordet muligheden for at skifte den praktiske familiebil ud med to mindre. Der er ingen grund til at prale med bilmærket, men der er tale om en fransk bil, som jeg forestillede mig vekslet om til to - franske, forstås. - Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det skal være Citröen næste gang, sagde fruen så. Muligvis har jeg selv puttet “at jeg synes” ind for at få det til at lyde pænere, for jeg blev ærligt talt så overrasket, at jeg ikke havde nærvær nok til at få sætningen gentaget. Nu har overraskelsen ligesom delt sig i lag. Først og fremmest troede jeg bare, at vi kørte i franske biler. Ikke for noget, men det passer ligesom bedst. Hun sagde da heller ikke folkevogn, fruen, men jeg hørte hende sige det. Hendes bror kører folkevogn, hendes far kørte folkevogn, mændene på hendes arbej-de kører folkevogn. Statistikkerne viser, at de fleste kører folkevogn. Jeg fornemmer, at man - formentlig for at opnå en rabat - forpligter sig til at tale ned om franske biler, når man køber en sådan VW. Italesætter, som det vist hedder i dag, at franske biler er upålidelige. Selv er jeg heldigvis hævet over den slags. Jeg synes bare, det virker forkert at sætte sig ind i en japansk bil, og synes det er lidt morsomt, at dem i Fabia’erne partout skal over-hale altid, fordi de er flove over at køre Skoda. Men ellers er jeg mest præget af at have haft en far, der talte sig frem til et, to, tre, fire hjul ... og et rat, så må en Lada være ok, tænkte han hele to gange, selv om han nærede en ualmindelig stærk aversion imod de røde russere, der fremstillede det ... æhh ... rustikke køretøj, som byens unge nedladende kaldte en “sibirisk traktor”. Selv var jeg så heldig i mange år at være så fattig og bo så urbant, at en bil hverken var et tema eller nødvendigt. Og erfaringerne bag rettet indskrænkede sig til indimellem at køre en helt ny og hundedyr Audi-agtig ting til en sydlandsk destination for at spare togbilletten - eller at låne en bil, som altid synes at være en variant af den smukt tænkte 2CV. - Hvis vi nu alle kørte rundt i sådan nogle, og godset blev sendt med tog eller skib, så ville der ikke blive slået nogen ihjel ude i trafikken, kan man godt hippietænke på en stille dag. Og hvis man én gang på en mørk landevej på Mors pludselig har siddet med en løs gearstang i hånden - og opdaget, at man bare kan sætte den fast igen og køre videre, så sætter det præg. Og er det rart sådan ein, zwei, drei, an, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwichen at sidde der im lederhosen og tænke over, at man kører i en bil fra et land, der serverer sur kål som menneskemad, og som har fostret Franz Beckenbauer, pikkelhuen og dét, der er endnu værre. Kan man så ikke lettere bære over med Sarkozy. Glæde sig over entrecote, vin rouge, dijon, escargots, baguette, alpehuer, spidse sorte overskæg i stribede trøjer, fatale kvinder, comme si comme sa, amour og rimer charme måske på deutch? Nå, man kan da ikke have følelser for biler, og jeg vænner mig vel til - hvis vi får råd - at køre i folkevogn. Det lyder også så trygt, når dørene lukker i. Nærmest sådan Volvo-svensk.