- Man kan godt sige, jeg er blevet hjernevasket

Morten Brøste Andreasen ville ikke ind i forsvaret. Men han slap ikke for indkaldelse, og efter fire måneder i militæret har han forlænget - nu vil han til Irak

AALBORG:Røgsky letter fra pistolmundingen. Morten Brøste Andreasen studerer resultatet, efter at sendt fem patroner mod skydeskiven på Aalborg Kaserner. Han smiler af resultatet, men til februar kan skydeskiven være udskiftet med rigtige mennesker: Morten skal til Irak. Faktisk startede det ikke sådan for den 19-årige soldat. Han ville ikke i hæren, men tombolaen til sessionen snurrede en gang for lidt. Så fire måneders værnepligt skulle overstås. - Jeg trak omkring nummer 5000. Så jeg tænkte: Nå, ok. Så må jeg tage det med. Men jeg havde ikke meget lyst efter at have set de læger, som er til sessionen. De første to måneder fik Morten da også bekræftet sin fordomme overfor militæret. - Jeg var lidt spændt på at komme derind. Den første tid var kammeraterne ok, men det var ikke fedt, når sergenterne råbte af en, og når man skulle sove i minus 20 grader i en sovepose under en presenning, lyder det fra Morten. Så de fire måneder kunne ikke gå hurtigt nok. Men så skete der noget. Råberiet holdt op, reglerne blev slækket, og de menige blev behandlet som ligeværdige. Skal til Irak Så til stor overraskelse for venner, familie og kæresten, som gennem længere tid havde hørt hans brok over forsvaret, skrev han under på en forlængelse. Allerede inden pennen fyldte kontrakten med en underskrift, var han klar over, han ville blive sendt til det krigshærgede Irak. - Da jeg skrev under, kunne de derhjemme ikke forstå det. Men jeg har fundet ud af, hvor fedt det er at være herinde. Som når man er lille og leger røver og soldater. Og sammenholdet herinde er også lidt fedt. Det oplever man aldrig igen, forklarer han. Nu skal han så ned og opleve, krigen på tæt hold. Den menige skal ned for at "lære at forstå krig," som han formulerer det. Når Morten ser tilbage, overvejer han, hvorfor han har ændret mening om militæret. - Man kan godt sige, jeg er blevet hjernevasket. Men man blev mere og mere vant til tingene. Samtidig er der kommet mere gensidig respekt. Nu råber sergenten ikke af en mere, forklarer Morten, inden han skal ind og rense pistolen.