Man kan ikke hyle og skrige hele livet ...

For Bjørn Nørgaard er det vigtigt, at kunsten kommer ud til folket, og han er sikker på, at der er langt flere mennesker, som får den nye ti-krone i hænderne, end der kommer på kunstmuseum. polfoto

For Bjørn Nørgaard er det vigtigt, at kunsten kommer ud til folket, og han er sikker på, at der er langt flere mennesker, som får den nye ti-krone i hænderne, end der kommer på kunstmuseum. polfoto

Det hele begynder med en tanke, et stykke papir og nogle blyantskradserier. - Prøv at se denne her! Bjørn Nørgaard blafrer begejstret med et enormt ark papir, der hænger ned fra loftet. Vi er i en lyserød villa i Hellerup, der mest af alt minder om en kirke indvendig med sine hvælvinger og glasmosaikker. Tidligere tilhørte huset den berømte danske maler Willumsen, og nu fylder en anden kunstnerisk ånd de kølige rum. Det er her, Bjørn Nørgaard rykker sine projekter hen, når de bliver for store til laden hjemme ved gården på Møn. Blyantstregerne danner snirklede blomster og felter. Nørgaard fortæller, peger og griner gnækkende, mens han forklarer, hvordan tegningerne skal ende som store glasskaller til udsmykning af kærligheds-øen - et nyt gigantisk byggeprojekt i Ørestaden. Den lille tætte mand, der er klædt som en moderne engelsk lord i grønnistret jakke over rødvinsfarvet rullekravesweater, har konstant gang i syv-otte projekter. Ud over motivet på de nye ti-kroner, er han også det kreative hoved bag en række nye boliger i Bispebjerg i det nordvestlige København. Mønter eller mursten - Bjørn Nørgaard er en mand, der aldrig afviser noget på forhånd. - Jeg er jo opdraget til, at man kigger på de opgaver, man bliver spurgt om, og tager dem i den rækkefølge, de kommer, siger han med et høfligt smil og et skævt blik bag halvbrillen. Han lukker døren ind til rummet med tegningerne bag sig. Drøm og virkelighed Bjørn Nørgaard har sat nogle ordentlige monumenter i det danske landskab. Både i bogstaveligste forstand - senest i form af et H.C. Andersen-monument i Odense - men også i overført betydning, som en af de mest fremtrædende kunstnere i fire årtiers kulturliv og samfundsdebat. Selv kalder han sit virke for ”almindelig håndværksvirksomhed”. Helt almindeligt er det dog ikke. Medmindre man regner de politiske happenings i 60’erne og 70’erne, kongelige gobeliner, højhuse og hans pangfarvede Mickey Mouse-porcelænsfigurer med svulmende kønsdele for helt almindelige. Ligesom det heller ikke er enhver håndværker forundt at få lov at udsmykke kæmpe facader og pladser i adskillige danske byer. Det er dog langtfra en verdensfjern kunstner, der i selskab med den sorte hyrdehund, som følger ham overalt, trasker op på første salen i Willumsens gamle villa. Forårslyset står hvidt ind gennem et irgrønt vindue, og Bjørn Nørgaard snakker fornøjet og viser modeller, mens han forsikrer om, at han ikke bryder sig om den del af jobbet, der byder på fine receptioner, taler og silkesnore. - Så vil jeg hellere tilbage i mit værksted og arbejde, siger han, mens han sætter sig ved et bord, der består af to bukke og en spånplade. De store runde fingre stryger henover det ru træ i langsomme grundige bevægelser. - Eller have en bajer og en pølse med håndværkerne til rejsegildet, siger han så. Bjørn Nørgaard er stadig stolt af sin arbejderbaggrund, og han er også stadig lige så samfundsmæssigt engageret som tidligere. Men i modsætning til før slagter han ikke længere heste for at gøre opmærksom på sine synspunkter. - I 1960’erne troede vi på, at kunsten havde en samfundsmæssig betydning. At den kunne være med til at ændre på betingelserne for, hvordan vi mennesker indretter os, og det har jeg da ikke helt opgivet endnu, siger han smilende og læner sig tilbage. Så kommer det lidt drævende: - Mææhhn ... jeg er nok blevet lidt mere realistisk. Er du faldet af på den ...? - ... eller også er jeg bare blevet dygtigere til at gennemføre tingene, uden nogen lægger mærke til det, afbryder han med et listigt blik. Hvad mener du med det? - Når man er ung, er det her og nu. Hverken mere eller mindre til højre eller venstre. Men i mit arbejde med for eksempel Bispebjerg Bakke kan jeg også være med til at ændre på udviklingen. Nørgaard fortæller begejstret om byggeriet, der skal forene gamle håndværksmæssige traditioner med kvalitetsmaterialer, som kan glæde beboere og borgere langt ind i fremtiden. Det er kunst, arkitektur og godt håndværk i ét og samme projekt, og projektet er blevet til i et samarbejde med folk fra helt andre politiske ståsteder end dem, Bjørn Nørgaard er kendt for. - Men selvom vi oplever tingene fra vidt forskellige grundlag, deler vi en række synspunkter og værdier. Vi har de samme visioner om kvalitet, materialers holdbarhed og godt håndværk, og det kan forhåbentlig inspirere til at se anderledes på boligbyggeri fremover, siger han. Så du mener, at du kan påvirke verden mere med sådan et projekt end protesthappenings? - Bestemt. Man kan jo ikke rende og hyle og skrige hele livet. Jeg gider i alt fald ikke. Man slagter kun en hest én gang. Det var en ultimativ handling, og i mit nuværende arbejde bliver kunst en integreret del af en byggeproces, og det er en af mine gamle drømme, som bliver ført ud i livet, siger han tilfreds. Kunst for folket Siden Bjørn Nørgaard var ganske ung, har han haft idealer. For samfundet og for sit arbejde. Der er altid en tanke bag hans værker, et budskab eller en målsætning. En af dem er, at kunst skal være til glæde for folket. Men én ting er at forestille sig noget, når man befinder sig i et kollektiv i 1960’erne. Noget andet er at stå på byggepladsen omgivet af kraner og murere vel vidende, at det hele koster en bondegård. - Så skal man være sikker på, at visionen er stærk nok, gnækker Bjørn Nørgaard og tilføjer: - Håndværkere opdager lynhurtigt, hvis det bare er luftkasteller. At Bjørn Nørgaards talent og og ideer er holdbare, findes der talrige eksempler på. Det seneste synlige bevis står på en bakke i Bispebjerg, men hvilke visioner har man, når man siger ja til at udsmykke en ti-krone eller et frimærke? - Det hænger fint sammen med min ide om, at kunsten skal være til stede i hverdagen. Det gælder om at bringe æstetikken ind i almindelige menneskers liv, og der vil være mange flere, som kommer i kontakt med mønten, end der kommer på et kunstmuseum. For de fleste vil det sikkert bare være en ti-krone, men nogle vil stoppe op op og se på det lille H.C. Andersen-motiv, siger Bjørn Nørgaard. Hans arbejde slutter ikke, når der er tænkt et par krøllede tanker og sat nogle streger på et hvidt ark. En stor del af Bjørn Nørgaards virke består i at besnakke genstridige politikere og tænke i regnskaber. - Man skal være lidt af en forfører i mit job, siger han og sender et blik over halvbrillen. Den første høflighed er afløst af hjertelighed. Hunden Walther lægger sig småstønnende under bordpladen ved Nørgaards fødder. Han læner sig frem. - Når jeg sidder med en skulptur, er der kun leret og mig, men det er kun en lille del af mit arbejde. Mange gange kræver mine projekter, at der skal ændres i lokalplaner, og ofte skal jeg overbevise politikere om, at en eller anden skitse eller klump ler kan blive til 135 lejligheder eller en gigantisk søjle. Mit fag er at forestille sig, hvordan det kommer til at se ud, og det kan ofte være svært for politikerne, men heldigvis har vi, der var kunstnere i 60’erne og 70’erne, en lang erfaring i at diskutere med dem, siger han med et grin. Forfra hver gang Bjørn Nørgaard rejser sig, går ned ad trappen til stueetagen, mens hunden tripper efter. Står et øjeblik tavs i sollyset på trappen og knaser så med raske skridt hen over perlegruset foran villaen. - Prøv at se denne her! udbryder han og griber fat om en træklods ved den hvide havelåge. - Den har jeg lavet, så hunden ikke skal løber ud. Han piller lidt ved anordningen. Ser småforelsket på træet og griner så ad spørgsmålet om, hvad han helst vil huskes for. Er det mønter, mursten, frimærker, happenings eller smarte lukninger til havelåger? - Det ved jeg ikke. Jeg har ingen yndlingsfarver, ingen livretter eller andre præferencer. Hver gang jeg går i gang med et projekt, prøver jeg at begynde forfra. Hvis man kommer med en masse favoritter på forhånd, har man allerede et filter på, og når man lader sig lede af sine præferencer, så bliver det meget nemt smagfuldt, og så er det ikke længere kunst. Derfor begynder jeg som et princip forfra med et stykke papir og en blyant hver gang, siger han og tilføjer med et fast greb om havelågen: - Og så selvfølgelig et mål.