Man kommer ikke langt på distancen

Nu bruger musikere jo et helt andet sprog. Vi snakker aldrig om kommunikation. Men vi taler om, at "der er hul igennem". Både til englene over os, og publikum foran os, og roadierne bag os, og til hinanden i orkestret. Og nogle gange har jeg hul igennem til mig selv. De gange, hvor alt lykkes, hvor kommunikationen lykkes, hvor der er hul hele vejen igennem, siger vi, at nu swinger det, eller nu har vi dem. Eller man glemmer tid og sted. Forsvinder langt ind i øjeblikket, der altid har evigheden i sig. En musiker er først helt sig selv, når han glemmer sig selv. Der er selvfølgelig nogle "værktøjer", før man kan nå dertil. Frygtelig formulering. Jeg mener, at der er nogle ting, der skal være i orden, før man når dertil. Det vigtigste er vel, at jeg har fået skrevet nogle sange, som siger mig selv noget, så jeg kan formidle dem videre med indlevelse. Hvis de ikke rammer mig selv et eller andet sted, kan det være lige meget. Så kommer der sgu ingen ordentlig kommunikation ud af det. Hvis jeg ikke er nærværende i afleveringsøjeblikket, sker der heller ikke noget som helst. Det at være nærværende er i sig selv et stort arbejde. Men heldigvis har jeg et medfødt talent for at være på, når jeg først går ind i lyset. En blanding af selvforelskelse og mindreværdsfølelse. Sceneskræk og sceneglæden ved at være sammen med mange mennesker. Desuden må jeg have et stort indlevelses- og nærværelsestalent. For man må huske, at sådan nogen som os ikke er ude i en bevidst kommunikation, eller noget vi pinedød skal sælge, eller et budskab vi vil dø for at få igennem. Vi er bare ude i overlevelse. Overlevelsen. Vi kan ikke rigtigt andet. Vi gider heller ikke andet. Vi har alle på et tidspunkt valgt det her liv, fordi vi elsker musik. Og fordi vi ikke gider arbejde. Eller stå tidligt op. Og det arbejder vi så flittigt på. Nå, videre. Nu si'r vi, at sangene er der, og vi har øvet os flittigt. Kan spille dem i søvne, så der også bliver overskud til at improvisere, overskud til at kunne følge publikum, hvis de skulle vælge at tage teten. Det sker jo, hvis vi ikke larmer for meget og for indadvendt. Altså, orkestret er skarpt. Så skal teknikken fungere. Vores roadier skal være opdatede, tændte, ordentligt briefede og godt betalt. Vi har en guitarroadie, som sørger for, at instrumenterne hele tiden spiller. Strenge bliver skiftet; de trådløse sendere tunet. Trommeroadien har styr på skind, stikker og er klar til at træde til, hvis noget går i stykker. Alt bliver jo repareret, mens showet kører. Så hvis ikke roadierne er nærværende, så halter musikken. Halter musikken, så halter kommunikationen. Nærvær er ved at blive et kodeord, kan jeg mærke. Samt professionel stor, faglig dygtighed. Og indlevelse. Det samme gælder jo for lysteknikere og lydteknikere, der kører de store pulte ude fra publikumsområdet. Nærvær og dygtighed. Jeg bruger også tid på at forsøge at forklare filosofien bag sangene. F.eks. skal trommeslageren og lysmesteren også vide, hvad sangen handler om. De skal kunne teksten. Hvis man er inde i universet, bliver nærværet nemmere at fange. Man skal ind i universet for at komme ud i universet. Man kan også gå længere tilbage i tiden til om morgenen, da sættevognen med scenen kom ind på pladsen. Hvis ikke de har styr på deres job og er ordentlige stilladsarbejdere, chauffører og arbejdsledere for de frivillige hjælpere, kan min kommunikation godt grave sig ned. Og hvis jeg går et halvt år tilbage, så sad min manager og forhandlede kontrakten og arbejdsbetingelserne omkring koncerten. Og hvis ikke de aftaler var lavet krystalklare og benhårde, kunne det måske blive svært at få den respekt om alles arbejde i dette rullende cirkus, som Lilholtband i virkeligheden er. Der skal være kaffe, madder og et håndklæde og et roligt tørt sted at skide for scenearbejderen såvel som for popmusikeren. Og arrangøren. Den lokale arrangør. Hvis han ikke har lavet sit arbejde ordentlig. Reklameret, solgt billetter, sørget for en smuk plads, så der kommer nogle folk, ja så kan min kommunikation ligge på et lille sted. Og han har også arbejdet mindst et halvt år på denne aften, hvor vi skal kommunikere. Jeg kommer bare væltende til byen og skal sørge for ikke at være fuld og nogenlunde fit for fight og nærværende. Det holder ikke at toppe lige før første sæt, fordi man har mødt nogle gamle venner, og der er jo altid fest, når musikken kommer til byen. Men nu er vi klar. Alt er klappet. Der er udsolgt. Teknikken virker. Vorherre er med os, thi vejret er godt. Vi har stemt og klædt om. Orkestret hidser hinanden lidt op. Jeg synker ind i mig selv. Måske falder jeg ligefrem i søvn. Og så ind i lyset, og det hele er i gang. Og det er alligevel ikke til at vide, hvad der sker. Fordi, når man kommer der ind, så begynder publikums energier at spille med. For selv sådan en rockkoncert, hvor man spiller så højt, at ingen kan snakke sammen, er tovejskommunikation. Publikum må finde sammen i et ubevidst sammenhold for at påvirke orkestret. Ligesom et fodboldpublikum kan bære et bundhold frem. Og give et tophold nerver. Vi kan være nok så velforberedte, nærværende og glade, og det hele kan falde fra hinanden. Hvorfor? Spørg mig ikke. Måske er der for mange, der lige skal snakke sammen i den lille by, måske har for mange fået det forkerte ben ud af sengen, måske har det været for billigt at komme ind, måske har barerne været åbne for længe. Men i de situationer får vi brug for al vores forberedte arbejde. Og så kan vi måske få den fællesskabsfølelse op at stå, som gør en rockkoncert god, hen i andet sæt, når det er blevet mørkt, og det er svært at koncentrere sig om andet end det, der foregår på scenen. Altså, vi ved jo, os inden for musikken, at et vingeslag fra en sommerfugl i Bælum kan forårsage en orkan i Helsingør. Andre gange kan vi være uoplagte i orkestret; der kan være kaos på bagscenen, roadierne skændes, forstærkerne står af, der pisregner, og når vi går ind i lyset, ja så er alt bare perfekt, og koncerten kører fra første taktslag. Vær aldrig bange for at lave fejl. Spille forkert, glemme en linie. Vi skal ud, hvor vi ikke kan bunde. Publikum kan mærke, om vi er derude. Så tændes nærværet og opmærksomheden. Når nærværet, opmærksomheden, modet og indlevelsen parrer sig i flæng, fødes det udefinerbare dyr: "troværdigheden". Så kommunikation handler også om energier. Både hos afsender og modtager. Vi hænger sammen. Ja vi gør. Kommunikation handler også om at gi' sig hen til kommunikationen. Og når så koncerten kører, er der selvfølgelig også nogle "værktøjer". Sammensætning af numre. Der skal være nogle, folk kender, men der skal også være noget nyt, så man får fornemmelsen af, at ting udvikler sig. Eller som man siger, der skal også være noget, som folk ikke vidste, at de også gerne ville ha'. Der skal være plads til stilhed, så man kan høre folk synge med. Der skal være voldsomhed. Jeg holder f.eks. også meget af en gang hver aften at lægge en enkelt vals ind ( takt), som får folk til at tage hinanden under armene og jinge med. Bare lidt Vin og Ølgod må der gerne gå i den. For når folk lige får rørt ved naboen inden pausen, er der noget, der forløses. Jeg skal tænke på, hvilken by jeg er i. Det er en dødssynd at sige godaften Herning, når man er i Næstved. Til gengæld kender jeg alle byer i hele landet, og indforstået samtale fra scenen om et værtshus eller en lokal fodboldklub er altid godt. Men forsangeren skal vide, hvad han taler om. Ellers bliver det plat og unærværende. Man kommer ikke langt på distancen. Jeg gentager. Man kommer ikke langt på distancen. Succesfuld kommunikation handler om at ha' noget på hjerte og at lytte til andre end sig selv. Succesfuld kommunikation handler om dialog. Og nogle gange lykkes det så. Barrieren mellem scene og publikum bliver nedbrudt. Vi bliver en fælles organisme. Og vi swinger. Jinger. Klinger. Og i vores orkesters tilfælde på tværs af generationer og alle andre skel. Lykkeligvis. Det har nok også noget med sproget at gøre. Vi taler dansk. Det er jo trods alt det sprog, vi også forstår med kroppen. Det er det sprog, hvor vi kan mærke alle nuancerne. Og det er det sprog, vi taler i drømme. Og når vi er færdige. Har givet ekstranumre. Har præsenteret folkene bag ved scenen. Har vinket og bukket og falder omkuld på de røde klapstole ude bagved, så har vi jo nok været i gang med en gang kommunikation. Og kodeordene må være: Grundig forberedelse, nærvær, indlevelse, respekt for modtager, dygtighed, sammenhold, åbenhed, nysgerrighed, ærlighed, ydmyghed. Og helst godt vejr. Og så skal det jo fandme være sjovt. Og den historie, jeg fortæller, er vel bare - min egen. Jeg er rejsende i kommunikation. Jeg har en historie at fortælle. Vil du høre den, er det fint. Vil du ikke, er det fint. Det vigtigste: Jeg er her i aften for min egen skyld. Mine damer og herrer: 1-2-3-4. ] Kommunikationens mange ansigter - sådan får du dit budskab ud. Redaktion: John Hird og Kirsten Poulsen Jyllands-Postens Erhvervsbogklub Pris: 318,- kr.

Forsiden