Man læg­ger ik­ke guld­smyk­ker på en ko­ge­pla­de

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg for­sø­ger at være vagt­hund, og det er jo ik­ke et til­fæl­de, at det ik­ke er de un­ge, der ud­ta­ler sig kri­tisk. Det er de gam­le. Dem, der ved helt præ­cist, hvor de står. Men jeg pe­ger ik­ke fin­gre af dem, der ret­ter ind, for­di de ger­ne vil være mi­ni­stre. Det SKAL der jo være no­gen til. Fo­to: Car­sten Lau­rid­sen/Pol­fo­to

”Kan du se der­ov­re? Hvis de folk flyg­ter ud af de­res eget land, så bli­ver de skudt! ” Bir­the Rønn Horn­bech var ik­ke ret gam­mel, da hun lær­te ufri­he­den at ken­de. Ét af de ste­der, hun hus­ker, var ved bred­den af flo­den Werra, som lø­ber mel­lem det, der en­gang hed Vest- og Øst­tysk­land. På en fe­rie kør­te hen­des far fa­mi­li­en der­til, så de ku’ stir­re over på de høje vagt­tår­ne, hvor be­væb­ne­de sol­da­ter stod klar til at for­hind­re bor­ger­ne i at for­lade den so­cia­lis­ti­ske møns­ter­stat. - Det fri­heds­els­kende i mig kom­mer man­ge ste­der fra, for­kla­rer hun ven­ligt, da vi mødes i hen­des kon­tor på Chri­stians­borg ef­ter en hek­tisk uge, hvor li­ge præ­cis fri­he­den har væ­ret til de­bat både uden for og in­de i Fol­ke­tin­get. Det vil si­ge, egent­lig er det re­ge­rin­gens anti­ter­ror­pak­ke, der er ble­vet dis­ku­te­ret, men for Ven­stre-po­li­ti­ke­ren og ju­ris­ten Bir­the Rønn Horn­bech kom­mer det ud på ét. Hun er ban­ge for, at vi i vo­res angst for de ter­ro­ris­ter, der fin­des iblandt os, be­gyn­der at ud­vik­le os i ret­ning af en po­li­ti­stat med over­våg­ning, af­lyt­ning og cen­sur. - Det lov­for­slag, der er lagt frem, hjæl­per over­ho­ve­det ik­ke på ter­ror. Og det er hel­ler ik­ke så me­get som for­søgt do­ku­men­te­ret. Det, der står, er, at det bli­ver let­te­re for po­li­ti­et, og det er jeg helt enig i, og det bry­der jeg mig ik­ke om. Det er slet ik­ke sundt for po­li­ti­ets om­døm­me. Ef­ter­som Bir­the Rønn Horn­bech både er med­lem af re­ge­rin­gen og vi­ce­po­li­ti­mes­ter på del­tid i Rigs­po­li­ti­et, er det der­med lyk­ke­des hen­de at læg­ge sig ud med pænt man­ge af kol­le­ger­ne. Det ta­ger hun ro­ligt. - Jeg si­ger ik­ke no­get for at bli­ve po­pu­lær, og der er jo man­ge, der ved, at jeg har stå­et for det sam­me al­tid. Når no­get er så grund­læg­gen­de for mig, kan jeg ik­ke ænd­re me­ning, for­di vi er i re­ge­ring. Fri­heds­ret­tig­he­der­ne og rets­sik­ker­he­den har al­tid væ­ret et ker­ne­punkt ... for Ven­stre, si­ger hun. Mange støttemails Nog­le er ble­vet su­re, men der er og­så mas­ser af op­bak­ning til Bir­the Rønn Horn­bech fra alle flø­je. Hun har få­et fle­re hun­dre­de støt­te-mails, og nog­le spør­ger hen­de li­ge­ud, hvor­for hun over­ho­ve­det er i Ven­stre. - Det er for­di, de ik­ke ved, hvad Ven­stre er i sin grund­vold. Der er ik­ke an­det end Ven­stre for mig, men jeg vil ger­ne kæm­pe for en bre­de­re dags­or­den end kun den øko­no­mis­ke po­li­tik, si­ger hun fast. Bir­the Rønn Horn­bech er før gå­et im­od sit par­ti - og hver gang har det væ­ret på rets­om­rå­det, når hun har ment, at mi­ni­stre­ne solg­te ud af det li­be­ra­le ker­ne­gods. - Som ung skat­te­mi­nis­ter sag­de An­ders Fogh Ras­mus­sen, at man godt kan være i re­ge­ring og op­po­si­tion på én gang, og det le­ver jeg op til. En fol­ke­tings­grup­pe skal ik­ke bare være et eks­pe­di­ti­ons­kon­tor - det har re­ge­rin­gen ik­ke godt af - og slet ik­ke, når der el­lers in­gen op­po­si­tion er. Et kvæ­len­de kli­ma I det gam­le Øst­tysk­land hør­tes in­gen kri­tis­ke stem­mer, for op­po­si­tio­nen var bog­sta­ve­ligt talt li­ge så død som den stak­kels Werra-flod, Bir­the Rønn Horn­bech kig­ge­de hen over som barn. For­ure­nin­gen kom ho­ved­sa­ge­ligt fra de kom­mu­nis­tis­ke in­dus­tri­er og hus­hold­nin­ger og op­hør­te først, ef­ter mu­ren var fal­det, og der blev byg­get nog­le rens­nings­an­læg. Men og­så i et frit land som Dan­mark kan ilt­ind­hol­det være truet, ik­ke mindst hvis de­bat­ten bli­ver så hadsk, at in­gen rig­tig læn­ge­re tør være ueni­ge med dem, der be­stem­mer. Det skri­ver Bir­the Rønn Horn­bech om i sin nye de­bat­bog ”Ta­le er guld”. - Guld er et ædel­me­tal, som man skal om­gås var­somt, og det gæl­der og­så for yt­rings­fri­he­den og dia­lo­gen. Guld kan godt nok tåle me­get, men det skal al­li­ge­vel be­hand­les med en vis re­spekt, for at det ik­ke bli­ver øde­lagt. - Man læg­ger jo hel­ler ik­ke si­ne guld­smyk­ker på en ko­ge­pla­de, men i en æs­ke, så de ik­ke bli­ver be­ska­di­get, for­kla­rer Bir­the Rønn Horn­bech, der blandt an­det i bo­gen ad­va­rer mod bil­li­ge pro­vo­ka­tio­ner som Jyl­lands-Pos­tens Mu­ham­med-teg­nin­ger og de is­lam­fjendt­li­ge læ­ser­breve, avi­sen ef­ter­føl­gen­de har trykt. - Fle­re be­nyt­ter lej­lig­he­den til at skri­ve no­get grimt. Men yt­rings­fri­he­den er ik­ke no­gen håneret. Jeg kan hel­ler ik­ke li­de, når spe­ci­elt Dansk Fol­ke­par­ti igen og igen kø­rer på mus­li­mer og de­res or­ga­ni­sa­tio­ner. Ef­ter Bir­the Rønn Horn­bechs me­ning bør alarm­klok­ker­ne rin­ge, når de­bat­to­nen bli­ver så skin­ger, at det ik­ke læn­ge­re er for­nuf­ten, der rå­der, men sna­re­re for­ar­gel­sen. Et ny­ligt ek­sem­pel på det er den hek­se­jagt og ef­ter­føl­gen­de fol­ke­dom­stol, som me­dier­ne - med Eks­tra Bla­det i spid­sen - ud­sat­te jour­na­lis­ten, for­fat­te­ren og film­man­den Jør­gen Leth for, me­ner hun. Jørgen Leth I sin erind­rings­ro­man ”Det uper­fek­te men­ne­ske” hav­de han for­talt om et ero­tisk for­hold til sin koks 17-åri­ge dat­ter. An­mel­der­ne tog pænt im­od bo­gen, men pres­sen gik siden­hen amok i mo­ralsk kva­bab­bel­se, og for­fat­te­ren mis­te­de ef­ter­føl­gen­de både sin stil­ling som sports­kom­men­ta­tor på TV 2 og pos­ten som kon­sul på Haiti. - Det var en helt uri­me­lig per­son­hetz. Det var jo ik­ke en dis­kus­sion af kva­li­te­ten af hans bog el­ler af, hvor langt den kunst­ne­ris­ke fri­hed går. Det var gam­mel, vik­to­ri­ansk madammeforargelse, og det har jeg al­tid væ­ret im­od. Al­tid. De gam­le kon­er i sog­net ... Eks­tra Bla­det ud­vis­te både tanteoptræden og dob­belt­mo­ral, ef­ter­som avi­sen med si­ne man­ge mas­sa­ge-an­non­cer jo selv er Dan­marks stør­ste ruf­fer­ske. Selv om pres­sen alt­så er fri, bør man ken­de græn­sen for, hvor­når en kri­tik ud­vik­ler sig til for­føl­gel­se. - Man kan nå så langt, at man ik­ke ale­ne ned­gør et an­det men­ne­ske, men ef­ter­hån­den bli­ver så grov, så in­gen vil ud­sæt­te sig for det. Og så er det jo en fa­re for fri­he­den. Nul slad­der Jour­na­lis­ter­ne har ir­ri­te­ret Bir­the Rønn Horn­bech grun­digt he­le ugen. Alt­så dem på Chri­stians­borg. De har rendt hen­de på dø­re­ne, og hun har sagt nej til in­ter­view mindst 50 gan­ge, for de vil jo ik­ke hø­re om sa­gens ker­ne, men bare spe­ku­le­re i, om hun fort­sat kan være rets­ord­fø­rer for Ven­stre og den slags par­ti-tak­tis­ke ting, for­tæl­ler hun. - Det er no­get usag­ligt presseskabt per­son­fnid­der, som de åben­bart ny­der, for­di de ik­ke mag­ter at skri­ve om det prin­ci­pi­el­le, og det vil jeg be­kæm­pe af al magt, for jeg sy­nes ik­ke, det er en måde at be­hand­le be­folk­nin­gen på. Pres­sen og dens de­bat­tø­rer har en for­plig­tel­se til at være fol­ke­op­ly­sen­de. Når jour­na­lis­ter­ne til­sy­ne­la­den­de går me­re ef­ter per­so­ner end sa­ger, kan det dog og­så hæn­ge sam­men med, at par­ti­er­ne i dag har en ten­dens til at me­ne det sam­me. - Man­ge fle­re står på mid­ten nu og kæm­per om de sam­me væl­ge­re, og der­for skal man he­le ti­den ap­pel­le­re og vi­se hand­le­kraft, og der­for kø­rer lovkværnen, så det kan se ud af no­get. Men jeg sy­nes i sig selv, det er et ind­greb over for bor­ger­ne, at en sta­dig stør­re del af de­res hver­dag er un­der­lagt alle mu­li­ge re­gu­le­rin­ger. Nu kom­mer reg­ler­ne om ryg­ning. Det bur­de slet ik­ke være no­get, lov­giv­nings­mag­ten skul­le tage sig af, men der er et sta­digt sti­gen­de krav fra pres­sen og be­folk­nin­gen om at ”gø­re no­get”. Så væl­ger­ne er selv ude om det. Tænk selv Alle de man­ge lo­ve pi­ner en li­be­ral po­li­ti­ker, som helst så, at bor­ger­ne selv kun­ne fin­de me­lo­di­en. - Ef­ter­hån­den fryg­ter jeg, at folk over­ho­ve­det ik­ke kan op­fø­re sig or­dent­ligt, uden at der er en lov om det, og det er jo dybt ska­de­ligt, for­di det til sy­ven­de og sidst går ud over re­spek­ten for lov­giv­nin­gen og be­ty­der, at in­gen be­hø­ver at ha­ve no­gen sam­vit­tig­hed selv. Og så er vi godt på vej væk fra de­mo­kra­ti­et. Og den per­son­li­ge fri­hed. Der var den igen. Fri­he­den. Bir­the Rønn Horn­bech sy­nes, vi skal ha­ve me­re af den. Men un­der an­svar selv­føl­ge­lig. Mak­si­mal fri­hed op­nås kun ved, at alle har fri­hed, ik­ke ved at nog­le ta­ger fri­hed fra an­dre. - Na­bo­en skal ha­ve den sam­me fri­hed som dig selv. Det er der for lidt for­stå­el­se for. Der­for alle de lo­ve. Når hun er ude at hol­de fore­drag, spør­ger hun folk, om det vir­ke­lig er fle­re for­bud, de vil ha­ve mod alt mu­ligt. - Folk må SELV gø­re no­get. Op­dra­ge de­res børn for ek­sem­pel. Jeg tror ik­ke så me­get på for­bud, hvis man ik­ke har sin­de­la­get, men der kan man jo godt si­ge, at der er en fø­de­kæ­de, der er ble­vet brudt de se­nes­te år­ti­er, hvor alle har få­et at vi­de fra barns­ben, at de skul­le være så og så fri­gjor­te. Det blev til fri­hed UDEN an­svar. Ego­is­mens år­ti­er, kal­der hun dem. Grup­pe-ego­is­me og gruppetyranni. - Men jeg tror og­så dy­best set, det har no­get at gø­re med den religionsfjendskhed, der er. Man smed re­li­gio­ner og alle mu­li­ge an­dre vær­di­er over bord, og så skul­le man fuld­stæn­dig selv ska­be no­get nyt, men man kan ik­ke så­dan op­fin­de et stå­sted. Det har man, hvis man har få­et en fast op­dra­gel­se hjem­me­fra og lært at tage hen­syn til an­dre. Ind Mig - ud Gud Hun un­der­stre­ger, at det ik­ke er en fa­cit­lis­te at være kris­ten som hen­de selv. - Men det er klart, at hvis man op­fat­ter sig selv som høj­es­te myn­dig­hed, gi­ver det en stør­re ego­is­me end den yd­myg­hed, man alt an­det li­ge fø­ler, når man ved, at der er en in­stans uden for én selv. Det er in­gen hem­me­lig­hed, at hun som ung vil­le være præst som sin far, in­den hun skif­te­de til ju­ra og blev po­li­ti­mand. Al­li­ge­vel har hun to gan­ge sagt nej til at bli­ve kir­ke­mi­nis­ter. Hun vil slet ik­ke VÆRE mi­ni­ster. Hun vil hel­le­re ska­be de­bat. - Jeg me­ner, jeg kan gø­re me­re gavn i dansk po­li­tik dér, hvor jeg sid­der nu, end som mi­ni­ster. Selv­føl­ge­lig har jeg over­ve­jet det, men når man er op­ta­get af så man­ge ting, som jeg er, vil­le det være at kom­me ud på et si­de­spor. Hvem skul­le så ha­ve va­re­ta­get dét, jeg har?