Man længes hele tiden efter mere liv

Johannes Møllehave har haft to blodpropper i hjernen og været tæt på at tage sit liv. Han mener selv, at han er på vej ind i nattemørket. Men jublen over skaberværket vil ingen ende tage. Hver dag vælter taknemmeligheden ud af knaphullerne på ham

Sonja Sabinsky
Jeg tror, at livet er større, end vi aner, og det er nok for mig, siger Johannes Møllehave. Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto
Litteratur 1. marts 2009 05:00

År 2008 var forfærdeligt. “Åh, så forfærdeligt”, siger han. Få dage inde i det nye år fik Johannes Møllehave to blodpropper i hjernen, som sendte ham i gulvet og videre på hospitalet. Sygdommen gjorde et vældigt indhug i hans fysik og psyke, og samtidig vidste han, at der var stor risiko for, at den nærmeste fremtid gemte på en tredje blodprop, som efter alt at dømme ville være dødbringende. “Første gang, så lader vi ham gå, anden gang ligeså, men tredje gang så tager vi ham, og putter ham i gryden.” Det tegnede ikke godt, og lægerne sagde, at han skulle holde sig i ro, men det var næsten det værste af det hele - som at flå iltmasken af en lungesyg. - Det var svært, for jeg er et dynamisk menneske. Mit liv er indånding, udånding, indånding, udånding. Når jeg skriver, ånder jeg ind, og når jeg taler, ånder jeg ud, så hvis jeg slukkede for en af delene, ville jeg dø. Men den tredje og frygtede blodprop kom aldrig: - Gudskelov, siger han, og vi banker under bordet. Og det er meget godt, at traditionen tilsiger, at der skal bankes under og ikke på bordet, for så skulle der først fjernes stakkevis af papirer og bøger, heriblandt en majestætisk gammel læderindbundet bibel. Når mobiltelefonen ikke hænger ved Johannes Møllehaves øre, ligger den et sted, som han har glemt alt om, når telefonen ringer næste gang. Væggene i hans lille lejlighed på første sal i en ejendom på det ydre Frederiksberg fungerer også som hans personlige telefonbog. “Gi’ mig lige dit nummer”, siger han gang på gang i telefonen, og når han endelig har fundet en pen, bliver nummeret skrevet på væggen. Og på en af sine ture tilbage til læderstolen ved sofabordet, rammer hans blik Inger Christensens lange digt “Sommerfugledalen”, som han straks griber, åbner og begynder at læse højt af, hvilket han nu ikke behøver, for han har for længst klæbet bogens indhold til synapserne i hjernen. Her ligger det ved siden af H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, William Shakespeare, Piet Hein, Grundtvig, Steen Steensen Blicher, salmebogen, Storm P. og mange andre: - Op fra den underjordisk bitre hule, lyder det med ild i øjnene og en drabelig, gammeltestamentlig stemmeføring. Hvad er den underjordisk bitre hule? spørger han og svarer selv: - Det er underbevidstheden, hvorfra der kommer vild rædsel. Vild rædsel! Sadisme, mishandling af andre mennesker. Drab. Det er et helt enestående digt!” Oh, sol, oh, skaber 2009 er begyndt godt. “Åh, så godt”. Johannes Møllehave har fået meget mere energi takket være en læge, der giver ham akupunktur: - Han stikker nåle i mig der og der og der og helt op i min skaldepande. Jeg sover meget bedre og er i det hele taget kommet tilbage til mit gamle jeg, og det er helt vidunderligt. Den mand har virkeligt hjulpet mig, siger han og skifter stol, for han er næsten døv på det venstre øre, så han skal sidde et sted, hvor han kan vende det højre øre til. Men selvom faren er drevet over, så føler Johannes Møllehave stadig, at døden ånder ham i nakken, for hvis han lægger sin alder sammen med den firedobbelte bypass-operation han fik for nogle år siden og blodpropperne, så kan han godt regne ud, at han må være på vej ind i nattemørket: - På den ene side føler jeg, at jeg er klar til døden, for jeg har haft et vidunderligt, spændende liv, og jeg kan ikke forlange mere. Men jeg tror, at alle mennesker hænger ved livet. Vi længes hele tiden efter mere liv, siger han og tegner en usynlig cirkel om sig selv. Johannes Møllehave er tydeligvis mest i sit es, når han kan skubbe et af de tusindvis af citater, han har på lager, ind mellem sig selv og verden. Når han skal give udtryk for, hvad han selv tænker og føler og mener om dette og hint, flyder hans bæger ikke just over af fortællelyst. I stedet kommer der noget gispende i hans udtryk - som en lille dreng, der lige har opdaget, at hans mor er væk - at han er helt alene i verden. Men alene er han ikke, for han har sin Gud, sin tro, sin kristendom, og han fortæller, at det religiøse er en selvfølge for ham - som at trække vejret: - Jeg vågner hver morgen med en jubel inde i mig. Oh, sol, oh, verden, oh, giver, oh, skaber - det har jeg lyst til at råbe ud. Det vælter ud af knaphullerne på mig. Taknemmeligheden er det stærkest bærende i mit liv. Selvmordsforsøg Men ikke alle dage i Johannes Møllehaves liv har været fyldt med jubelråb. Gennem livet har han været opsøgt af flere alvorlige depressioner - senest i 2005, hvor han var så formørket, at han besluttede sig for at tage sit liv. Men da han stod midt ude på Storebæltsbroen og var kravlet ud på den ydre side af broens gelænder og kiggede ned i det mørke vand dybt under sig, kunne han alligevel ikke gennemføre sit forehavende: - Jeg ville ikke føre mine børn ud i den sorg. Der var for mange mennesker, som havde brug for mig, og som jeg selv er bundet til. Jeg har skammet mig meget over, at jeg kom så langt ud, og jeg har mange gange bedt Gud om tilgivelse. Johannes Møllehave har også haft sindets ubalance tæt inde på livet gennem sin afdøde hustru Herdis Møllehave, der var maniodepressiv, og hendes psykiske sygdom blev kun tøjlet og stabiliseret ved hjælp af store doser medicin: - Herdis sagde altid: “Jeg har ikke en depression, det er depressionen, der har mig. Det onde har mig. Det sorte har erobret mig.” Sådan følte jeg det også dengang, men jeg er glad for, at jeg ikke sprang ud, men det var tæt på. Da jeg kørte derud, var jeg sikker på, at det var min sidste køretur på kloden. Det var som at være i et rum, hvor der er røg overalt, og nu kan jeg se, at der kommer flammer ude fra køkkenet og herind i min stue, og så må jeg jo springe ud af vinduet. Min krop var fuld af sorthed og mangel på udvej, siger han og den usynlige cirkel - hans demarkationslinje tegnes atter op. Alt er muligt Han siger det ikke direkte men antyder, at selvmordstankerne blandt andet blev næret af, at han mistede sin hustru Herdis i 2001. Han fortæller, at livet har været svært, efter han blev alene, og så forlader han stuen og pusler i et andet rum. Lidt senere vender han tilbage med to fotografier i glas og ramme: - Her er vi sammen i Skt. Petersborg på en af vores mange rejser. Man kommer jo aldrig over at miste sådan et menneske, men man får jo ikke den døde igen. Hun er en del af mig. Herdis er en figur, der er meget levende for mig, selvom hun ligger på kirkegården, hvor jeg tit besøger hende. Jeg er vis på, at det unikke væsen, hun var, og som vi alle er, er til stede, selvom hun er død. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg tænker sådan, men jeg kan ikke skubbe hende væk og sige, at hun slet ikke er der, hun dukker jo også hele tiden op i mine tanker og i drømme. Skal du se hende igen? - Hvis Gud kan skabe denne prægtige verden, er alt muligt, så kan han også frelse os. Men jeg tror ikke, at Gud tager os op til eksamen, hvor nogen af os består og kommer i himlen, mens andre af os dumper og ryger i helvede. Nej, jeg tror ikke, at jeg skal forenes med mine kære, jeg har ikke min barnetro i behold, men jeg tror, at livet er større, end vi aner, og det er nok for mig. I denne uge udkom bogen “Det Ender Godt” på Kristeligt Dagblads Forlag. Her bliver Johannes Møllehave interviewet af Erik Bjerager, der er chefredaktør på Kristeligt Dagblad. Bogen rummer den nu 72-årige Johannes Møllehaves tanker om de spørgsmål, der opstår, når livet går ind i den sidste fase. Johannes Møllehave Det er kun få år siden, Møllehave vendte hjem til Danmark efter at have boet en årrække i badebyen Brighton i det sydlige England sammen med sin hustru Herdis, der døde i 2001. I dag bor han i en mindre lejlighed på det ydre Frederiksberg, og trods et skrantende helbred er han yderst aktiv. Han læser, skriver og holder foredrag. Lige nu er TV3 ved at lave tre tv-udsendelser, hvor han fortæller om steder, han holder særligt af i London, Rom og Paris. Alene i år udkommer der fem bøger, hvor han enten selv har ført pennen eller er hovedperson.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...