Man løfter højt, når man løfter sammen
Private dagplejere giver gaver til børn i projektet Cafe Tumlingen med afdelinger i Aalborg, Vraa og Frederikshavn

Der er blevet samlet næsten 12.000 kroner ind som nu er omsat til 64 gaver. Scanpix Danmark
AALBORG:Når man står sammen, så kan man løfte i flok.
Det har 58 private dagplejere netop bevist. De har nemlig skillinget sammen for at købe julegaver til trængte børn.
I spidsen for julegave-projektet er Helle Dunker, Anja Hesselvang og Louise Risager, som aldrig havde turdet drømme om at de og deres kolleger kunne samlet 11.600 kroner ind.
- Vi havde ganske enkelt ikke troet at der var så mange der ville støtte projektet, siger de tre dagplejere samstemmende.
- Det er en dejlig fornemmelse at vide, at man har været med til at gøre andre mennesker glade.
- Det viser, at vi føler et medansvar for de mennesker der lever omkring os, siger dagplejerne, som lover, at de også næste år vil tage et lignende initiativ.
I alt er der blevet købt 64 gaver.
Gaverne kommer de børn til gode, som går i det projekt der hedder Cafe Tumlingen.
Projektet har to afdelinger i Aalborg, en i Vrå og en i Frederikshavn.
Børnene der kommer i Cafe Tumlingen har forældre, der tidligere har været misbrugere, men i dag lever et clean liv.
Desuden har dagplejerne valgt at give gaver til de børn, der befinder sig på Kvindekrisecenteret i Nørresundby.
Gaverne er indkøbt hos Legekæden i City Syd, som har givet et pænt bidrag, så der blev råd til gode gaver.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.