Danmark

Man må aldrig nedgøre andres tro

FORULEMPELSE:Hjemme hos os, hvor vi har børn på 6 og 8 år, lærer vi dem som en helt naturlig ting, at hvis man sårer andre, også hvis det er uforvarent, så beder man om tilgivelse. Men når journalister sårer islamere ved at nedgøre deres tro, så hedder det straks ytringsfrihed. Med hvilken ret nedgør danske journalister andre menneskers tro? Jeg er selv medlem af Baptistkirken i Danmark, og dermed er jeg en del af en minoritetskirke. Som barn oplevede jeg ofte i skolen at blive kaldt for "bapper". Jeg tog det ikke selvhøjtideligt, men hvis der var en lærer, der hørte det, så blev "forulemperen" straks bedt om at undskylde, for man nedgør ikke andres tro. Det er åbenbart en morale, som er forældet i det danske samfund. Som sagt kalder vi det nu "ytringsfrihed", og så må vi gerne trampe på andre mennesker. Jeg vil gerne opfordre til, at Danmark officielt undskylder, at vi har nedgjort islamernes religion, uanset hvad nogle af disse mennesker ellers har gjort af fortrædeligheder rundt om i verden. Hvis vi vil behandles med respekt for vores tro og kultur, så må vi også behandle andre med samme respekt.