- Man skal forberede sig på at holde op

Han har passet kommunen i 38 år. Nu har han ikke tid til at savne den

Lene Rudbæk Aarup
Det hæn­der, at Ove Thom­sen får lyst til at blan­de sig i det kom­mu­na­le ar­bej­de. Men for det før­ste har han ikke tid til det, og hvis han en­de­lig har, ana­ly­se­rer han sig som re­gel frem til, at be­slut­nin­ger­ne ikke kan være an­der­le­des.Foto Jens Mor­ten
Lokalpolitik 23. august 2007 06:00

DRONNINGLUND: Han har nok at se til. Og selv om det er noget af en overgang at gå fra en arbejdsuge på mellem 70 og 80 timer til en pensionisttilværelse, har det ikke været noget problem. Overgangen har nemlig været blød. - Det er jo så moderne at sige, at man skal have en meningsfyldt tilværelse, siger Ove Thomsen og tilføjer: - Men en meningsfyldt tilværelse kræver planlægning. Dronninglunds tidligere kommunaldirektør fylder 70 år i morgen, og samtidig har han levet pensionisttilværelsen i knap otte måneder. Ove Thomsen valgte at træde tilbage, da Dronninglund og Brønderslev kommuner officielt blev lagt sammen ved årsskiftet. Men at træde tilbage var noget, der krævede forberedelse. - Jeg var bekymret for, om jeg ville komme til at savne mit arbejde, men fordi jeg er engageret i så mange ting, har jeg ikke manglet det en eneste dag, siger Ove Thomsen. Engageret fra ung - Da jeg var ung, var jeg spejder, og fordi jeg engagerede mig i så mange ting, fik jeg ikke så gode karakterer. Og det var sådan, at eleverne med de bedste karakterer kom i lære hos post- eller toldvæsnet, og dem, der fik de næstbedste karakterer, kom i lære i banker og sparekasser. Og os, der fik knap så gode karakterer, kom i lære ved kommunen. Nu er det livslange engagement i kommunen afløst af golfklubben, som han er med til at starte op. Tænker lokalt - Jeg har altid været interesseret i at udvikle projekter, og jeg tror, at golf er et godt projekt i Dronninglund, fortæller han. For selv om han ikke længere er direktør i kommunen, interesserer han sig for ting, der kan være godt for lokalområdet. Faktisk havde han aldrig spillet golf, før han blev formand for golfklubben, men nu har den tidligere kommunaldirektør dog fundet ud af, hvad der er specielt ved sporten. - Man får både motion, kommer ud i naturen og får socialt samvær, men det har jeg først opdaget nu, fortæller han om sidegevinsten ved sit engagement i golfklubben. Faktisk bruger han så meget tid på projektet, at han slet ikke har tid til at bekymre sig om, hvorvidt den nye Brønderslev Kommune nu også gør det godt nok. Blander sig ikke - Jeg bestemte mig fra dag ét for, at jeg ikke ville blande mig i den nye kommune. Man skal lære, at når man er holdt op, så er man holdt op, siger Ove Thomsen. Da han i sin tid blev kommunaldirektør for Dronninglund Kommune, var der heller ingen, der blandede sig i hans arbejde, og det syntes han, var rart. - Desuden har jeg slet ikke tid til at blande mig, siger han med et smil. Lidt tid har han dog trods alt. - Jeg nyder, at jeg nu har tid til at læse aviserne ordentligt om morgenen, siger han. Tid til tomater Også haven vidner om, at der er tid til lidt mere end golfklubben. På køkkenbordet står der to skåle fyldt med tomater, og på planterne i drivhuset hænger der lige så mange. Også køkkenhaven er trimmet for ukrudt, og blomsterne på georginerne er lige så store som salathovederne. Det eneste problem er blommerne. I bryggerset ligger der kun en enkelt blomme på bordet. - Det er min tur til at spise en blomme, siger Ove Thomsens kone Aase og tilføjer, at der ikke er noget ved at dele en blomme. Når Ove Thomsen i morgen bliver 70, skal det kun fejres med familie og venner. - Kommunen holdt reception, da jeg sluttede for et halvt år siden, så jeg synes ikke, at der er grund til det helt store nu, siger fødselaren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...