Man skal høre meget...
RADIKAL/PORTLAND:Det har vakt forargelse og forundring i hele Nordjylland, at det nyvalgte radikale folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen har stemplet Aalborg Portland, en af egnens stolte virksomheder, som ikke havende nogen rolle at spille i forhold til at skabe fremtidens arbejdspladser. I DI, organisation for erhvervslivet, deler vi den undren. Det er både chokerende og trist, at energiordføreren fra et af regeringspartierne ikke har nogen forståelse for, hvordan erhvervslivet fungerer. Nordjyske har fulgt sagen tæt, og debatten har raset i avisen og på nettet. Blandt andet har Nordjyske.dk spurgt læserne, om Aalborg Portland kan være en del af fremtidens arbejdspladser. Op mod et par tusinde har givet deres mening til kende - og tæt ved ni ud af ti svarer: Ja! Normalt plejer sådanne afstemninger og debatter at handle om lukninger af en børnehave, en skole, et plejehjem eller en anden offentlig institution. Derfor er det uhyre interessant at følge denne debat om befolkningens vurdering af virksomheder og erhvervslivet. Og det er glædeligt at konstatere, at der kan skabes en så klar opbakning om danske produktionsvirksomheder. For vi står næppe over for en vigtigere politisk - eller samfundsmæssig - opgave lige nu end at få skabt vækst og job i Danmark. Og regeringen vil nu nedsætte et udvalg med 13 ministre, som skal fastlægge, hvordan vi styrker vilkårene for ny vækst i dansk erhvervsliv. I det lys rammer den nordjyske diskussion lige i solar plexus: Det giver ikke nogen mening med en "målrettet erhvervspolitik", hvor man ad politisk vej vil udpege bestemte vækst- og styrke-områder. Problemet er, at der er en overvejende risiko for, at man ikke udpeger de rigtige. For det andet er der en betydelig risiko for, at man på et helt forkert grundlag udelukker bestemte brancher og virksomheder fra "vinderholdet". Den vigtigste opgave for politikere er at bane vejen for, at alle typer af virksomheder kan blive vindere. Og virkeligheden er, at dansk erhvervsliv på tværs af brancher heldigvis rummer masser af eksempler på virksomheder, der har skabt succes - selv i krisetider.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.