EMNER

Man skal ikke kaste med sten...

AALBORG::Glashus eller ej - stenkast accepteres ikke, når der er prominente gæster i nærheden. Det måtte en 17-årig pige sande, da hun i går blev anholdt under en demonstration mod Israels ambassadør i Danmark, Carmi Gillon. Den omstridte israeler besøgte Hasseris Gymnasium som et led i en to-dages visit i Aalborg, og den nystiftede græsrodsorganisation "Aalborgensere mod tortur" havde benyttet lejligheden til at stable en protestaktion på benene. Alt forløb fredeligt, indtil den 17-årige åbenbart blev træt af at opholde sig i kulden på gymnasiets parkeringsplads. I stedet forsøgte hun via en bagdør og med lommerne fulde af sten at trænge ind i bygningen, hvor Gillon holdt foredrag og demonstranterne var forment adgang. Pigen havde dog ikke videre held med sit forehavende - politiet, der var mødt talstærkt op, anholdt pigen og indkasserede til gengæld en fuckfinger. Den 17-årige fik derfor en sigtelse både efter våbenloven og for at fornærme politiet, inden hun i aftes blev løsladt. Inden anholdelsen bar demonstrationen dog præg af at være stablet på benene i rekordtempo. Flokken, som bestod af 15-20 unge aktivister, præsenterede på deres bannerede alternative stavemåder som: "Stop tortor - stop Carmi Gillon", og da æresgæsten ankom til stedet, befandt demonstranterne sig i den forkerte ende af parkeringspladsen. - Skal vi råbe noget, nåede en græsrod forvirret at spørge ved synet af ambassadøren, inden en anden efter en tænkepause fik fyret et gjaldende "Boykot Israel" af sted. På den tidspunkt var Gillon dog allerede eskorteret indenfor. 1. sektion side 5