Man skal ikke være en vatnisse

Mou-sagen og fyringen af Nina Hobolth bragte fokus på den 55-årige socialdemokratiske politiker Lars Bang Jensen, der gerne havde undværet det, men føler sig forpligtet til at forklare sig.

Claus Smidstrup
Mediemæssigt var januar en sur måned for Lars Bang Jensen, der ikke er specielt imponeret over mediernes ageren, men som alligevel føler sig forpligtet til at forklare sig. Foto: Torben Hansen
Skolevæsen 1. februar 2009 05:00

Når Lars Bang Jensen skal vælge en yndlingssituation, så står han med en busfuld mennesker på tur. Det regner. Stemningen er ikke til at spise madpakker i det fri, sådan som det var planlagt. Så han må finde på noget. Det at finde løsninger - gerne af praktisk karakter - til glæde for og i samvær med andre mennesker, det passer til Lars Bang Jensens selv- og livsopfattelse. - Jeg kan godt lide at løse praktiske opgaver. Det er vel også derfor, jeg har en gård, mener Lars Bang Jensen, der den forgangne måned er blevet mindet om, at man ikke altid skaber glæde eller tilfredshed, når man finder en løsning. Den 55-årige socialdemokratiske politiker var nemlig ham, alles øjne hvilede på, da der skulle træffes beslutning om at tvangsfjerne en dreng fra forældrene i Mou, efter at parret var blevet dømt for at have mishandlet storesøsteren. Det var også ham, der som formand for Nordjyllands Kunstmuseum meldte ud, at tiden var kommet til at udskifte museets leder, Nina Hobolth, med yngre kræfter. Hans ageren i de to sager resulterede i en god del vrede, som ikke mindst blev udtrykt gennem NORDJYSKE. Vreden var ikke så meget rettet imod de løsninger, han havde fundet frem til, som mod hans måde at håndtere sagerne. Hvorfor skulle der gå så lang tid, inden den dreng blev fjernet? Hvorfor var Nina Hobolths alder så diskvalificerende, og hvorfor skulle årsagerne til lederskiftet ud i offentligheden? Lars Bang Jensen orker næsten ikke at tale mere med NORDJYSKE, i hvert fald ikke om de to sager, for selv om han er afklaret om sin rolle i dem, så slider det at være i søgelyset. Det slider også på hustruen og på familien, og var det så ikke bedre "bare at holde kæft", indtil det gik over? For der kommer jo et nyt kapitel. Det har livet lært Lars Bang Jensen. Svarene er i Svenstrup Svarene på de rejste spørgsmål synes at findes i Svenstrup. Her blev Lars Bang Jensen født. Her voksede han op. Gik i skole. Og her bor han på snart 30. år på et husmandssted lige uden for byen sammen med hustruen Bente. Her har de opfostret fire børn, som nu er flyttet hjemmefra. Her har han sine tre belgiske heste, sine 13 stykker Hereford-kvæg - og nogle hængebugsvin, selv om det er noget pjatværk - sine bøger, sit forlag, sin kunst, sin alpehue, sit udgangspunkt, sin base, sin fremtid og herfra sælger han sine spegepølser. - Jeg er et meget lokalt menneske, siger Lars Bang Jensen, der - hvis han kravlede op på taget af sin lade - kan se sin bedstefars gård i Ferslev, sin oldefars i den sydlige ende af Svenstrup, mejeriet, hvor han boede med sin mor, søskende og stedfar, og vel også brugsen, som hans oldefar tog initiativ til, og som han selv har været formand for i 15 år. Her mistede han som et-årig sin far til kræften, som senere har taget to af hans fire søstre. Her voksede han op som en flink dreng, der trådte sine dansesko og som var så heldig at have gode lærere, der kunne åbne verden og få lille Lars til at interessere sig - også for kunst. Her havde han gode kammerater. Ikke mindst sin "blodsbror", skoleinspektørens Søren, som han fulgtes med fra 1. klasse til gymnasietiden. Og som han som 14-16 årig udgav det venstreorienterede magasin "Mor Danmark" sammen med. I Sørens hjem var der valgaftner og ikke mindste de bøger, som ikke var i Lars' eget hjem. Folkestyret forpligter I Lars' familie var der til gengæld en stærk tradition for at tage aktiv del i Folkestyret. Husmandsdelen var højskole, deltagelse og ansvar, og på faderens side var der glødende socialdemokratiske onkler og fastre, som fængede. Resultatet var ikke, at Lars Bang Jensen blev socialdemokrat. Han var socialdemokrat. - Jeg er født ind i det, siger han og tilføjer med et genert smil - og at det naturligvis er noget vrøvl - at det også handlede om "fadertabet". I 1970'erne var Lars Bang Jensen en smut hjemmefra. Gennem flere år boede han i kollektiv i Guldbæk sammen med fra fem til ni andre unge - deriblandt hans Bente. - Det var en fantastisk god tid, siger Lars Bang Jensen, der godt kan tage sig i at savne den ånd af åbenhed og søgen, der herskede dengang, hvor man kerede sig om de sorte i Afrika, palæstinenserne og andre, der var undertrykte. Kollektivisterne arbejdede ved siden af studierne på ungdomsinstitutionen Kettrupgaard, men fik ikke bare lov at bruge løs af deres lønindkomster. Ikke at pengene skulle gå i en fælleskasse, men det blev kollektivt bestemt, hvor mange lommepenge den enkelte måtte bruge. Den tvungne opsparing betød, at Lars og Bente kunne købe et husmandssted i Vendsyssel, som senere satte dem i stand til at købe Solgården ved Svenstrup. Parret uddannede sig som socialrådgivere på det helt nye universitetscenter i Aalborg - Lars efter en kort periode som teologistuderende i Århus ligesom barndomskammeraten Søren - og han indledte sin politiske karriere som formand for Studenterrådet. Ansvarlighedens tunge kåbe Lars Bang Jensen får det i første omgang til at lyde som om, at det er flaskehalsens vilkårlige rundtur, der har sat formandskasketter på hans hoved. Han synes ikke, at han har moslet frem, men han erkender, at man også skal ville det, når man bliver formand så ofte. - Man skal kunne lide det dér med at træffe beslutninger, siger Lars Bang Jensen, Men han holder fast i, at hans motivation til at tage del vokser af den - nedarvede - erkendelse af, at når vi har et folkestyre, så må nogen også være villige til at lade sig vælge. Altså har han stillet op. Så meget, at det for ham gav ekstra god mening, da Nina Hobolth i ugens løb bemærkede: "Det bliver nu også rart at smyge ansvarlighedens kåbe af sig". Men så længe man bærer den, følger der noget med. Positivt og negativt. Lars Bang Jensen fik allerede i studentertiden sanserne op for, at formandsposten ikke bare betød, at man var med til at bestemme, men også at det betød møder med mennesker - spændende mennesker, der løfter sig op over middelmådigheden. Han fortæller gerne om møder med sådanne mennesker. Ikke at han bader sig i deres berømmelse eller vil være kendt med de kendte, han synes bare, det er udfordrende og inspirerende. Omvendt er han ikke mere kuet af Jante, end at han kan stå ved sin glæde over at være ven med Tage Andersen, blomsterkunstneren, der via en meget besøgt udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum førte til, at Lars Bang Jensen blev griseejer, selv om han principielt ikke holder dyr for sjov. Man er vel en husmand, hvis økonomi delvist bæres oppe af indtægten fra landbruget, selv om det meste af jorden er forpagtet ud, mens dens ejer er politisk aktiv. Gammeldags politiker Det er han ikke mindst som byrådsmedlem i Aalborg Kommune siden 1998. Ikke i forreste linje og sjældent i fremstød i medierne. - Jeg er en gammeldags politiker, siger han og tråder tilbage til det med nødvendigheden af, at nogen lader sig vælge for at få folkestyret til at fungere. Ikke at det er sur pligt, han synes, det er interessant at være medlem af et råd, der skal tage sig af vidt forskellige emner, som at sikre rent drikkevand om 30 år, til eksempelvis - via sit formandskab i børn- og ungeudvalget, der tager stilling til tvangsfjernelser - at få indblik i de huttel-liv, der også leves i dagens Danmark. Men selv om man ikke synes, at politik skal føres i medierne, og at man helst vil leve et stille liv, så bestemmer man som politiker - trods alt - ikke altid, hvornår man optræder i medierne. Lars Bang Jensen kunne for eksempel nok havde undværet både Mou-sag og røret omkring Nina Hobolths fratræden, omvendt mener han, at man må stå ved, hvad man gør. Svare for sig - om ikke andet, så for at folk har noget at diskutere ud fra, men primært for at bidrage til at sætte tingene i sammenhæng, "så det ikke flimrer det hele". Mål for vreden I Mou-sagen stod - siger Lars Bang Jensen - "hende rådmanden (partifællen Mai-Britt Iversen), ministeren og SF'eren Anne-Dorthe Krog i hver sit hjørne og medierne mere og mere hysterisk i det fjerde for at ham til at skride ind. Læserne må nøjes med at gisne om, hvorfor Lars Bang Jensen traf sin beslutning, som han gjorde og på det tidspunkt, han gjorde. Det holder han for sig selv, dels fordi han ikke kan sige alt og fordi det vigtige for ham er, at han mener, han traf den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt. Mou-sagen resulterede blandt andet i, at der blev oprettet en gruppe på internet-fællesskabet Facebook, en gruppe, der har som mål "at få væltet Lars Bang Jensen" for den "totalt dekadente og overlegne måde" han håndterede sagen på. Gruppen har tre medlemmer. Flere har ytret sig i Museums-sagen, hvor Lars Bang Jensen skældes huden fuld for at aldersdiskriminere - ikke mindst i NORDJYSKE, hvor læserbrevsskribenter kalder ham både ækel og arrogant, og hvor han også i avisens leder får på alpehuen. Han stiller sig ikke an som om, det ikke berører ham. Det gør det. - Og det betyder da noget i den kaste, jeg bevæger mig, siger han med henblik på det politiske liv og "dem, der læser avis". Og nok ærgrer han sig over, at antallet af avislæsere falder, men samtidig konstaterer han, at vrede i avisen ikke nødvendigvis taler for alle. Og det er jo ikke så mange, som det var, dengang alle læste avis, minder han om og tilføjer, at der også er dem, der læser andre aviser end NORDJYSKE. - Min frisør for eksempel, han har sine oplysninger fra Jyllands-Posten og for ham tæller aldersspørgsmålet i sagen ingenting, siger Lars Bang Jensen, der i øvrigt ser én god effekt af en del af vredesudbruddene, nemlig den del, der bakker op om Nina Hobolth. - Dem har hun fortjent, siger han og tilføjer, at han ved, at de varmer. Blev selv fyret Forklaringen på den synsvinkel er, at Lars Bang Jensen selv har prøvet det. For fem år siden blev han fyret som souschef på Huset i Aalborg, hvor han havde været ansat i næsten 20 år. Fyringen kom som en følge af interne stridigheder både på ledelsesplan og i bestyrelsen, og kostede i øvrigt også Lars Bang Jensens chef jobbet. Et konsulentfirma havde op til fyringen fundet frem til, at Lars Bang Jensen "manglede vilje til at acceptere rammer og retningslinjer, økonomisk forståelse, ansvarlighed og troværdighed, smidighed og samarbejdsevne, åbenhed over for impulser og i øvrigt forståelse af det fælles ansvar for løsning af ledelsesopgaven". Det svarede ikke helt til Lars Bang Jensens egen opfattelse af tingene, og i den fase hjalp ethvert positivt udtryk fra mennesker, der roste hans indsats. Den store lære, han drog af sin fyring, var dog, at der - selv om han ikke selv kunne få øje på det - lå nye kapitler i hans liv. Han havde ikke set, at familien led under, at han arbejdede 60 timer om ugen og var så optaget af sit arbejde. Han forestillede sig ikke, at han kunne blive kulturkonsulent i det radikale oplysningsforbund Fokus og arrangere foredrag, ture og rejser, eller at han skulle blive rejseleder, så han er i udlandet omtrent en gang om måneden - i bus. - Det er noget sjovt noget med et busselskab. De oplever et fællesskab med et selskab, som ... i deres skoletid, storsmiler Lars Bang Jensen, der lige nu har nogle - delvist selvforskyldte - bump, han skal have passeret, inden han er kørende igen. Den barske vadmelsdreng Det klarer han nok, mener barndomsvennen Søren. Han, der hedder Espersen til efternavn, er i dag folketingspolitiker for Dansk Folkeparti og de to gamle "blodsbrødre" har stadig - omend mere sporadisk - kontakt. Søren Espersen udtrykker stor respekt for Lars Bang Jensen - først og fremmest, fordi han er kompromisløs og ikke er bange for at stå ved sine meninger. Søren Espersen har ikke fulgt med i Museums-sagen, men var "nærmest stolt" af Lars Bang Jensens håndtering i Mou-sagen. - Han er helt upåvirkelig af, hvad den almindelige folkestemning dikterer og vil ikke lade den bestemme. Når folketribunalet dømmer familien til død og undergang for deres forbrydelse, er Lars den, der går ud og forlanger rimelighed og retfærdighed. Det, synes jeg, er utrolig positivt, siger Søren Espersen, der i øvrigt ikke opfatter Lars Bang Jensen som konfliktsøgende eller som én, der ønsker postyr om sit virke. - Lars vil gerne have, at alle har det hyggeligt sammen. Han er lidt en vadmelsdreng med halm i træskoene. Han vil gerne være husmanden på landet og kunne tale med alle. Men man skal ikke tage fejl, for han er også rigtig barsk og kan komme med svirpende bemærkninger, siger Søren Espersen om Lars Bang Jensen, der har én grund mere til at forklare sig om sine beslutninger og ikke bare tie stille. - Så er man en vatnisse. Og det skal man ikke være, siger han. blå bog lars bang jensen Kulturkonsulent Byrådsmedlem for Socialdemokratiet siden 1998. Realeksamen fra Svenstrup Skole. 1971. Student fra Aalborg Katedralskole. 1974. Socialrådgiver fra Aalborg Universitets Center 1980. Formand for børn- og ungeudvalget i Aalborg Kommune. Formand for Nordjyllands Kunstmuseums bestyrelse. Formand for Brugsen i Svenstrup. Formand for Egholm Gl. Skole. Medlem af Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg. Medlem af teknisk udvalg, Aalborg Kommune. Formand for Svenstrup Brugsforening Ansat Huset i Hasserisgade, Aalborg - 1983 - 2003 Ser til gengæld ikke fjernsyn udover fodbold, håndbold og i ny og næ en film sammen med hustruen Bente, med hvem han har fire børn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...