EMNER

Man skal kunne tælle til 90

Det er utroligt, som medierne, og oppositionen (ifølge avisen) kører på, at S og SF har brudt valgløfterne. Jeg tror, at de fleste vælgere godt kan se, at det, de to partier gik på valg på, ikke var muligt fra dag 1.

Det kræver jo et flertal. Vi kunne som vælgere allerede på valgaftenen se, at der var flertal for det den borgerlige fløj havde lavet sammen med de Radikale, før valget. Punktum. At de Radikale så holdt fast på, at der skulle en ny regering til, med et socialt ansigt, ser vi nu resultatet af. Og det bør ikke undre nogen. At oppositionen så, som jeg kan forstå, brugte hele torsdagen til at tale om løftebrud, det er bare et bevis på den dårlige måde, man bruger tiden på i Folketinget. Det kan kun være S-SF's vælgere, der kan føle sig snydt, og de ønsker ingen indblanding fra "blå stue". Og også de kan tælle til 90. Det er i den grad pinligt over de mange nye folketingsmedlemmer, der jo er valgt til politisk arbejde for landet, og så være vidne til sådan en omgang fnidder om lagkager, med eller uden flødeskum, som jeg forstår, at tiden gik med. Jeg så en autoforhandler, der - to dage efter regeringen var tiltrådt - ikke kunne forstå, at der ikke allerede var ændret på afgifter til fordel for miljøvenlige biler.. Andre forventer ikke en total ændring af reglerne allerede det første år. Jeg har også hørt medier være ude med, at Villy Søvndal (SF) ikke som udenrigsminister beherskede det engelske sprog korrekt. Herregud, vi har sendt en sekretær til Nato, som klarer sig med sit skoleengelsk, så mon ikke Søvndal også klarer den.