Man skal passe på ikke at slå sig på lyrikken

Nordjyskes lyrikanmelder har krydset rundt i lyrikfestivalen i Aalborg gennem to dage - her er hans brogede beretning

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

MED Udstillingen "Shutter" knytter digter Kaper Anthoni og musikfotograf Jonas Bang to kunstarter sammen. Udstillingen på Café Kul i Nordkraft omfatter 20 fotografier af nogle af dansk rockmusiks største navne. Til hvert foto hører et digt hvori Kasper Anthoni spejler den fotografiske stemning som Jonas Bang har fastlåst med udløserknappen. Foto: Martin Damgård

Ankomsten fredag: Sad og tænkte på en gymnasielærer, der havde udtalt sig til avisen om lyrik; den er svær, mente hun. Godt udgangspunkt for en lyrikfestival, tænker jeg. Det svarer vel lidt til, at man sætter et barn op på en cykel med formaninger om, at det er farligt og det skal passe på ikke at slå sig. Næppe motiverende - ligesom vejret heller ikke var det. Huset kl. 15,00: Men i et let formildet vejr gik turen op mod Huset, hvor den lokale amatørlyrikforening, 57 grader Nord udstillede. Der var nu ikke så meget at se. Foreningens blad var blevet printet ud til lejligheden og man kunne sætte sig med hovedtelefoner på og lytte til tre medlemmers værker. Til gengæld var Husets kaffe god og jeg fik hilst på et par af medlemmerne, som var flinke nok at give mig et lift ind til biblioteket. Biblioteket kl. 16,00: Biblioteket holdt bogcafé; her skulle man efter sigende møde "digte så englene synger", mindre kan vel gøre det. I hvert fald sad der omkring 60-70 mennesker og lyttede åbent og interesseret til bibliotekarerne Ove Rasmussen, Kenneth Gjerulff og Tine Eggertsen, der introducerede og læste op fra ni udvalgte digteres værker på 90 minutter. Det gjorde de fornemt. Formidlingen var præget af en let stemning krydret med anekdoter. Tilhørerne, tør jeg næsten sige, lærte noget og morede sig: Her blev de ikke mødt af en bedrevidende formidling, der introducerede emnet som svært tilgængeligt. Det kan jo tage pippet fra selv den mest sangglade fugl. Indimellem spillede Mette Nielsen harpe, hvilket gav fine brud i formidlingen. Det var nok englesangen. Smukt. Smukt var det også, at tilhørerne fik lov at lytte til Inger Christensens egen oplæsning af nogle af sonetterne (og mestersonetten) fra "Sommerfugledalen". Duus vinkælder kl. 17,40: Så blev man sulten, så hvorfor ikke slå et smut forbi Duus vinkælder, tænkte jeg, der skulle en af 57 grader Nord-poeterne læse op. Og minsandten om ikke jeg kunne få omelet, der, det sagde pigen bag disken, skam var stegt uden animalsk fedt. Herligt, når man er vegetar, så jeg bestilte mig en cola og satte mig sammen med de andre sultne gæster, hvorefter Kell Thygesen læste op af nogle af sine digte. Også her blev initiativet mødt åbent og nysgerrigt og der blev lyttet nærværende. Så kom omeletten også. Måske er det bare mig, men hvem fanden ved ikke, at rejer er dyr? Omeletten var sjasket til i rejer, ikke bare ovenpå, men også indeni. Altså uspiseligt på nær to-tre mundfulde. 126 kr. fattigere gik jeg videre. Én stjerne til et udueligt køkken. Kul (Nordkraft) kl. 19,50: Kul emmede af indspist liv. Folk cirkulerede og uddelte smil og knusere det bedste, de havde lært. Så sænkede stemmerne sig næsten som på et tegn. Noget var ved at ske. Kasper Anthoni indtog scenen med et indstændigt nærvær. Hans stemme og fremtoning passede perfekt til digtene, som uddybede Jonas Bangs ærlige og hårde fotografier. Men der var også næsten noget kliché-agtigt over digtenes voldsomme fokus på, død, sort, musik, passion, syre, fest og druk. Ikke at det var med overalt, men alligevel løb det som en hård wire gennem dem. Og den stemning blev båret oppe af de unge fyres tætte overskæg og knitrende læderjakker og de spytgennemvædet tandstikker, der sad strategisk flabet i mundvigen. Det hele var en koket blanding af middelklassepunk og humanister med sorte brillestel og i sorte jakker og udtrådte sko. Men der var også en ærlighed i det hele. Fotografierne hang side om side med digtene på de rå fabriksvægge. Det skabte en form for harmoni. Det hele. Et totalteater. Alligevel står digtene tilbage med en rå nerve i oplæsningen, som var smuk og god at vende snuden hjemad på. Efter sådan en dag står man tilbage med en fornemmelse af, at lyrik ikke er svær, men at man tør møde digtene udenom de autoriserede fortolkningsmanualer. OG NU ER DET LØRDAG Aalborg tog bedre imod i dag, hvor solen skinnede, ligesom jeg havde sørget for et solidt morgenmåltid af frygt for at blive konfronteret med endnu en omgang vegeterende rejer. Utzon Center kl. 11,00: Peter Stein Larsen holdt foredrag i Utzon Centerets smukke omgivelser; han blev introduceret som en forsker med en "sensitiv opmærksomhed", hvilket er en passende mærkat. Med vanlig slagfærdighed og fængende humør fangede han straks en lille skare på 12 tilhører (hvorved jeg blev den trettende). Det virkede passende, at Larsen talte i den moderne foredragssal med de store panoramavinduer ud mod fjorden og med Hedegaards grå betonmasse i baggrunden - det i sig selv var lyrisk. Lyrikken er sprogfornyende, sagde Larsen og pegede på, hvordan mange af de prisvindende forfattere i de seneste år har rødder i lyrikken. Så lyrikken er ikke død, som en (forkætret) kulturjournalist for nylig skrev. Hos Larsen er digtningen hverken svær eller sentimental, men under en rivende udvikling. Man fornemmer nok, at det eneste sted lyrikken egentlig vantrives er på de større forlag; reelt set er der en masse småforlag og mikrokulturer, hvor den blomstrer som aldrig før. Det gjorde diskussionen også efterfølgende, hvor Larsen beredvilligt besvarede spørgsmål. Kul (Nordkraft) kl. 12,30: Næste stop var 57 grader Nord, der, under feltråbet Publish This, lagde op til åben mikrofon for forfatterspirer. Spirerne kom på banen og det bar lidt præg af, at her læste håbefulde digtere op for andre håbefulde digtere, hvis største kompliment af og til syntes at være en lavmælt, indforstået latter over hårdtslående, forcerede billeder. Nogle spirer tog befippet kampen op med mikrofonen, mens andre mere anæmiske digtere leverede varen med indfølt stemme. Alligevel forekom det hele mig på en eller anden måde at være sjasket til i de vragedes patos. Jeg fortrak og fandt et sted at spise. Denne gang besøgte jeg en café inde i Friis, hvor man bedyrede mig, at der ingen rejer var i deres vegetariske retter, hvilket jo må siges at være et fremskridt. Kunsten kl. 15,00: Så var det af sted til Kunsten, hvor Henrik Nordbrandt skulle læse op. Da jeg kom, var rummet næsten allerede fyldt. Omkring 150 gæster udsendte en forventningsfuld summen og i udkanten af sin flok gik en koncentreret afventende digter rundt. Aalborg Universitet leverede introduktricen, Louise Mønster, der gav en grundig introduktion til Nordbrandt, der selv sad lyttende og interesseret og lo åbenhjertigt og ukrukket af Mønsters humoristiske indslag. Man tænker om Nordbrandt, at han er nøgen og dog tillukket akkurat som sine digte. Poeten indtog sit publikum varmt, dog "uden at være pædagogisk", som han selv sagde. Der er et uløseligt bånd mellem Nordbrandts stemme og hans digte; de udspringer af samme kilde, hvor det logiske og uforståelige glider sammen i en mulighed for selvindsigt; nogenlunde sådan sagde digteren. Digtningen, forstår man, har været Nordbrandts indgang til psyken - ligesom den kan blive for os læsere. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk