Man skal tro, før man kan vide

Naturvidenskaben og Gud er ikke modstandere. Tværtimod, mener professor Peter Øhrstrøm

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med alting? Jeg bliver aldrig færdig.

Det kan være fordi, han er pokkers upraktisk, at han fik TG i sløjd. Eller fordi, han slet ikke er et sportsmenneske. Eller fordi, han stadig er et stort barn, der ligger på ryggen og kigger op på stjernerne og spørger sig selv, hvorfor vi egentlig er til? - Jeg bliver i hvert fald aldrig færdig med de store spørgsmål, konstaterer professor Peter Øhrstrøm, som er blevet 61 år gammel uden at have fundet meningen med det hele. Men han leder stadig. - Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med alting? Jeg bliver aldrig færdig. Og så sukker han ikke, men ler. For det er en Guds gav at få lov at have selve funderingen over alting som sit arbejde, mener manden, der som dreng “selvfølgelig” ville have været astronom, men i stedet blev ikke bare professor i informationsvidenskab, men også fysiker og idéhistoriker og en af vores tids mest brugte eksperter udi etik og tro og tid. Han sidder i den blå sofa i sin stue fyldt med fagbøger om Gud og videnskab på den ene væg og på den anden det ene familiefoto efter det andet. Tre gifte sønners bryllupsbilleder og et nærbillede af en glad efternøler, Søren, der stadig bor hjemme og bliver student til sommer. Den tredje væg er et langt vindue med kig ud til forhaven med et mylder af krokus og et par af børnebørnenes fodbolde efterladt i hækken ud mod det parcelhuskvarter i Vestbjerg, der har været deres adresse i 24 år. På den fjerde væg står klaveret klar til de daglige andagter. Det her er et hus med ikke bare fysisk plads til både tro og videnskab, men med indvånere, der har som erklæret mål at få de to verdener til at hænge sammen. Så professoren har fast kirkegang i pinsekirken Elim-kirken, hvor hans kone, Hanne, er tredje generation og medlem af menighedsrådet. De store spørgsmål Til daglig sidder han på snart 25. år på Aalborg Universitet og forsker, skriver og underviser. Men han sidder også på 11. år i Etisk Råd. Og det er ham, der ringes op og ringes til af politikere og presse, når man skal høre om emmer, de fleste af os ikke kan give et klart svar på. Hans ord har vægt og flyder ind i lovforslag og folks tanker. For han kan sætte ord på det, alle tumler med. Danske ord, der kan forstås, selv om det stort set udelukkende er hamrende svært begribelige sager, han arbejder med. Og det hele begyndte med at han bare lå der ude i haven i Herlev og stirrede op i himlen. - Jeg vil ikke sige, at jeg plagede min far og mor med alle de der store spørgsmål, men jeg stillede dem. Og de snakkede med. Der var ingen god økonomi hjemme, men tid. Og bøger. Udsyn. Da han var omkring 10 år og færdig med alle bibliotekets børnebøger og godt i gang med at skabe sig sit eget billede af verden, fik forældrene nye venner. Et par “engagerede kirkefolk”. Og præcis som Peter og han søster blev draget med ind i budgetlægning og banklån, blev de også en del af forældrenes debatter og diskussioner med de nye gæster, der gav en noget anden dagsorden, end de hidtil havde haft hjemme. - Det var en mening med det hele. Jeg kan huske, jeg blev så lettet. Han erindrer opdagelsen af tilgivelsen, af barnets glæde over, at man var tilgivet. Og elsket. - Jeg mødte ikke en Gud med regler og sådan noget, men lærte ham at kende som en, der elskede mig. Han og familien begyndte at komme fast i Herlev Kirke, og som med alt andet hos dem, blev troen noget meget konkret. Der blev bedt for en bedre økonomi. - Og det hjalp, husker han. Sammenhæng Men henne på Elverhøjskolen dengang i 1960’erne gik han stille med sin tro. I klassen var han alene, han fik snart “mange kristne venner”. Men allerede inden vidste han, at for ham er “sandheden ikke noget, der afgøres med håndsoprækning”. Enerens tro på ethvert menneskes ret til at være sig selv kom indefra og har aldrig forladt ham. At vi hver især er unikke, er netop miraklet. Den viden lå i ham, men kom ikke ud i snak eller diskussioner som i dag, hvor han er rede til at debattere når som helst og hellere end gerne agerer samtalepartner for enhver, om de er biskopper, forskere eller lægmænd. Men dengang svarede han ikke igen, da matematiklærer Busk Jensen inde på Statsgymnasiet Schneekloths Skole forsøgte at smadre hans verdensbillede. - Han tordnede løs med, at man ikke skal tro, man skal vide! Han skilte tro og viden ad. Så det som to verdener. Men sådan havde lille Peter det ikke indeni. Slet ikke. Han elskede Jesus, og han elskede matematik. - Jeg begyndte at tænke mit. Han blev ikke blæst omkuld af Busk Jensens stormvejr, fordi han blandt andet var beskyttet af at være så god til tal, at der slet ikke var noget at komme efter for den dogmatiske lærer. Tværtimod så eleven igennem de firkantede formuleringer. - Han var en mand, der holdt sig til en verden af fakta og målbare enheder, mens alt andet var et dynd af usikkerhed, et gyngende rod af kultur og religion. Men inde i mig var der slet ikke det fjendskab. Jeg mærkede, at det måtte være forkert, det Jensen sagde. Knægten selv sagde ingenting. Den emotionelle og mentale vished var der allerede, selv om han endnu ikke kunne sætte ord på. - Det var ikke kun følelser. Sandhedsaspektet var allerede dengang vigtigt for mig. Jeg vidste, det var forkert, understreger professoren, der siden da har fundet ord for sin opgave. Sin livsopgave. - Kristendommen og videnskaben er ikke modsætninger. Tværtimod. Det er det, det handler om. Jeg vil forsvare, at verden hænger sammen. De ord kom først efter, barnet var blevet til en ung mand, der ikke gik ind i et teenageoprør af de større, men holdt sig til bøgerne, tankerne, teorierne. Han fortsatte på Schneekloth, der var en ren drengeskole, blev student i selve 1968 og begyndte nu arbejdet med at ville forene de to verdener på højeste plan. Han læste matematik og fysik på Aarhus Universitet og blev kærester med Hanne, han kendte fra kirkekredse. De blev gift i 1973, året efter han var blevet cand.scient., og mens han var i gang med at læse idéhistorie. Siden fulgte år som lærer på gymnasier i matematik, fysik, kemi og oldtidskundskab, mange flere uddannelser, titler og forskningsprojekter, foruden fire sønner, indtil han i dag sidder som professor på Aalborg Universitet. Og stadig tumler med de samme spørgsmål. - På det personlige plan har jeg kærligheden til både naturvidenskaben og religionen. Og på det højere plan, ja, der ved jeg nu med sikkerhed, at man skal tro, før man kan vide. Det må du forklare! - Det vil jeg meget gerne, klukker han, for nu er vi inde ved kernen i både videnskabens og troens verden og selve meningen med, om ikke hele hans liv, så i hvert fald den del af det, der kan kaldes hans virke. - Videnskabsmanden tror, verden hænger sammen. Han tror, der findes naturlove. Og så er det, at den kristne tanke melder sig: Hvis der findes naturlove, findes der en lovgiver. Sådan begynder naturvidenskaben. Naturvidenskaben begynder med en tro på en Gud? - Ja. Han ler igen, fryder sig som et barn over at møde den forundring, han forhåbentlig aldrig vænner sig helt til at vække, for det giver glæde hos ham at have det pædagogiske overtag, en overraskelse altid giver. - For overhovedet at komme i gang med at finde viden, må man tro på, at der findes noget. At der findes en lov, man kan påvise, indleder han. Sådan er videnskab, også den simple matematik, bygget op. Man begynder med at opstille en hypotese, man forestiller sig, hvordan det er, og går baglæns for at undersøge, om det nu er sådan. Samme logik gælder også i den helt store sammenhæng. - Ingen tror jo, at verden kan erkendes ved bare at måle alt muligt og klaske den ene observation ovenpå den anden i en stor bunke. På den måde får vi bare en forvirrende stor mængde data og informationer. For at begribe verden bliver vi nødt til at opbygge et system at sætte al den viden ind i, fortsætter han. Vi må forsøge at forklare os selv, hvordan verden hænger sammen, så vi kan sætte ting på plads i den. Også selv om vi udmærket ved, at det system ikke er det helt perfekte. - Vi ved, vi kommer til kort og må reparere på systemet. Det er hele tiden en proces, hvor vi nærmer os sandheden. Når vi den? - Det tror jeg ikke. Så Guds plan store plan kommer vi aldrig til at kunne bevise? - Nej. Et endeligt bevis får vi ikke, men vi kan afprøve systemet, diskutere det, prøve vores verdensbillede af mod andres og på den måde komme til at forstå mere og mere. Big Bang, verdens begyndelse, er det Guds plan? - Ja, jeg tror helt bestemt, at verdens begyndelse var Guds plan. Det skete nok ikke tilfældigt, vel? For 13 milliarder år siden var der et første øjeblik. Og hvis man, som hele vores nuværende verdensbillede bygger på, tror på årsag og virkning, så skal der jo have været en grund til Big Bang, ikke, spørger professoren og forventer kun at få et ja. Som han får og derpå fortsætter: - Og hvorfor er alle naturkonstanterne lige præcis sådan, at de gør liv muligt? Lysets hastighed, tyngdekraften, alt det andet. Hvis de ændres blot en lillebitte smule, så er der ingen mulighed for liv. Det er forunderligt. Skulle det være en tilfældighed? Ateisternes “store problem” er derfor netop naturkonstanterne, mener fysikprofessoren. - Richard Dawkins (engelsk professor, førende ateist, forfatter til bestselleren “Illusionen om Gud”, 2007 red.) slipper ud af det ved at sige, at der er en hel masse universer. At vi lever i et multivers. Og at det er tilfældigt, at lige netop vores endte med at være, som det er. At konstruere sådan en tankegang kræver en enorm stærk tro. Det er slet, slet ikke til at sandsynliggøre. Kan du bevise, at Gud er til? - Man kan sjældent bevise noget i egentlig forstand, heller ikke Guds eksistens, men man kan have evidens for det ene eller andet, svarer han med en videnskabsmands vægt på den store forskel mellem graderne af bevisførelse. - Jamen, der er stor forskel, og for mig som videnskabsmand er det afgørende, om jeg er ude i bevisførelse eller sandsynliggørelse. Vi kan f.eks. ikke nægte, at der har eksisteret et menneske på Jesu tid, som fik tilhængere, der gik i døden for ham. Af disciplene døde så vidt vi ved, f.eks. kun Johannes af alder. Vi ved også, at kristendommen forandrede et kolossalt rige som det romerske og gik fra at være forbudt til at være den bærende tro på meget kort tid. Men vi kan ikke bevise, at han genopstod. Men det er svært at hævde, at de ikke selv troede på det. De har næppe givet deres liv for et bedrag. Så vi kan sandsynliggøre det. At muslimer også i dag går i døden for deres tro, ser han ikke som argument imod hans egen tro. - De tager fejl, konstaterer han og fortsætter: - Men hvis man skal forestille sig, at disciplene også tog fejl, når de hævdede, at de ved flere uafhængige anledninger havde set den genopstandne Jesus, får man et meget alvorligt forklaringsproblem, Al tidens debat om og bøger som Dan Browns om Jesus og hans eventuelle børn med Marie Magdalene har ingen vægt for ham. Der kan være “arkæologisk interessante spekulationer” og velskrevne fantasier i f.eks. Da Vinci-mysteriet, men så længe, der ikke er videnskabeligt belæg, ryger det ikke ind i det system af viden, der afgør, hvordan han ser på verden. Men du tror jo på genopstandelsen, som man ikke kan bevise? - Ja, det gør jeg! Tror man ikke på den, er der ingen tro tilbage. Jeg synes også, at der er meget mere, der taler for, at Jesus er opstået end imod. I øvrigt: Hvis ikke Jesus lever her og nu, hvordan kan han så være min frelser? Jeg mener, der er evidens for opstandelsen, men det er til stadig debat. Og er det en drøm, så lad mig vågne af den! Jeg vil ikke leve i strid med sandheden. Han læser ikke bibelen som om, den er dikteret af Gud, men som menneskers version af øjenvidners oplevelser og fortællinger skrevet “under Guds inspiration”. Og jo, han “holder meget af Paulus”, som bygger sine argumenter logisk op, men han er også glad for Johannes, “der lader følelserne komme ud”. - Der er brug for begge dele. Vi kan ikke begribe verden med det ene uden det andet. At han er troende giver ham et system at sætte sin viden ind i. At han er åbent troende, gør det endnu mere magtpåliggende for ham at skille tro og viden ad og helt præcist vide, hvornår han argumenterer ud fra det ene eller det andet. - I Etisk Råd, (som han har siddet i siden 2000, red.) prøver nogle ind imellem at fange mig i at argumentere ud fra min tro. Men det lykkes som regel ikke for dem! Jeg bestræber mig på at holde mig til strengt sekulære argumenter i rådet. Det gode - for mig - er, at de ofte ender med samme resultat, som hvis jeg havde argumenteret ud fra troen. Aktiv dødshjælp er et af de områder, han har debatteret mest i sin tid i Rådet. Hele tre redegørelser i 2002 og 2003 har rådet udgivet, og anbefalingen var et nej. Et enstemmigt nej, som Folketinget hidtil har fulgt. - Meget tyder jo på, at årsagen til, at mennesker ønsker at indføre aktiv dødshjælp, er frygten for en sidste tid med smerte og lidelse for sig selv og sine nærmeste, konstaterer Peter Øhrstrøm. Den frygt formindskes for hver dag, der går, hvor der kommer bedre smertebehandling, mere palliativ forskning (forskning i døendes vilkår, red.) og konkrete tilbud som det hospice, hans kone Hanne arbejder på. - Tiden arbejder for mig. Den øgede viden. Så vi ender med det nej, min tro også vil give. Det samme gælder en anden stor sag i Rådet, stamcelleforskning. Her var spørgsmålet for fem år siden, da debatten begyndte, om man kunne sige ja til at slå de fosteranlæg ihjel, som blev tilovers ved kunstig befrugtning, for at bruge dem til at forskning og udvikling af lægemidler. Siden har der været en “gevaldig mængde forskning” og igen kom tiden og viden Øhrstrøms tro i møde. - Nu kan man tilsyneladende opnå præcis det samme ved at omprogrammere en hvilken som helst celle. Det er jo dejligt! At han mener sit følelsesudbrud, er hævet over enhver tvivl. - Jeg vil have mit verdensbillede til at hænge sammen. Det er vel det, jeg vil. Så når det lykkes, glædes han. Får ro inde i det hoved, han konstant - udover at passe sit arbejde som underviser og forskningsleder - fylder med ny viden og dermed ikke blot øget beroligelse, men også helt nye tankebaner, der liiige skal vandres ud af. Lige nu er han f.eks. i gang med at skrive en bog, som skal få tre af hans forskningsfelter, etik, tid og logik, til at hænge helt sammen. - Når vi står og skal træffe et valg, overvejer vi, hvad vi bør gøre. Etikken træder til. Vi tænker også på fremtiden. Og vi ønsker at begrunde vores valg. Vi vil have logikken med. Bogen kommer, forsikrer han, men der er meget at fundere over og andre opgaver at gribe i undervejs, så fakta om dato og deslige vil han ikke give. - For eksempel - og her bliver det interessant for mig - hvordan kan vi tro på Guds alvidenhed og samtidig tro på det enkelte menneskes frihed til at træffe et valg? - Nogle, som Arthur Prior (en af verdens førende tidsforskere, filosofiprofessor, 1914-1969, red.), siger så, at Gud dermed ikke kan vide alt, men det er en konklusion, jeg ikke bryder mig om. Den splitter hans verdensbillede ad, så han har måttet tænke videre. Og er nået til, at ja, ja, han kan få det til at hænge sammen. - At Gud ved, hvad jeg vil vælge frit, giver kun mening, hvis Gud kun ser det ske uden at bestemme det. Menneskets begrænsning er jo, at vi kun kan se det, der sker nu. Vi kan ikke se det, der sker i morgen. Det kan Gud. Men han bestemmer ikke alt, hvad vi gør. Han har ikke skabt os som robotter. Han giver os alternativer at vælge imellem. Vi har ikke kun en enkelt fastlagt livsbane foran os. Ikke alt er forudbestemt. Hvorfor er det vigtigt for verden, at du bruger tid på den slags tanker? - Det er da enormt vigtigt, at den tro, mange af os har og som vores samfund er bygget op omkring, ikke er selvmodsigende. Det er vigtigt for verden at have så sandfærdig en opfattelse af mennesket og livet som muligt. Og for mig er det vigtigt at vise, at vores religion ikke kan bruges til at fralægge os vores ansvar. Netop kristne kan ikke bare lade stå til, fastslår Peter Øhrstrøm. Ansvaret gælder for eksempel selve kloden. Klimadebatten har givet en helt ny alliance mellem kristne og grønne især i Tyskland. Og den alliance rammer lige ind i professorens hjerte. Den viser det sammenhængende verdensbillede. Tvivler du aldrig på dit verdensbillede? - Jo! Hele tiden. - Men man skal ikke bare blive i tvivlen. At tvivle er en vigtig del af det at tænke. Med tvivlen kommer man til at overveje forskellige muligheder, og det skærper ens argumenter. Der er altid gode grunde til at tvivle, selv om man ind imellem kan føle, at man lider af en slags åndelig skizofreni, konstaterer Peter Øhrstrøm og ryster lettere opgivende på hovedet. - Men der er ikke andet for. Som kristen demokrat må man se sandheden som en proces for alle. Man må være åben og acceptere, at vi alle kan tage fejl. Derfor er det også vigtigt at forsøge at forstå mennesker, man er uenig med. Jeg har endog ateister som nære venner. Det må tage meget tid. Har du været den typiske, verdensfjerne mandlige forsker, hvis hustru i alle årene har taget sig af jeres hjem, de fire sønner og nu også børnebørnene? - Uha, ler han og svarer trods det rå spørgsmål høfligt - og sandfærdigt. - Jo, det er Hanne, der har givet mig muligheden for at arbejde så meget. Hun får dit verdensbillede til at hænge konkret sammen til hverdag? - Sådan kan man godt sige det. Ja, det er det, hun gør. Det er det uden tvivl.{