MAN-støberi prisfastsættes

Måske 50 job i halen af interesserede købere

Hanne Albæk
Støberiet på MAN Diesel har fortsat flere interesserede købere. Arkivfoto
Arbejdspladser 22. september 2009 08:01

Selv om Jernstøberiet Dania i Aars med 170 arbejdspladser netop er blevet reddet fra en konkurs i kraft af, at to andre danske støberier har indskudt ny kapital, rokker det ikke ved interessen for køb af MAN Diesels støberi i Frederikshavn, der lukker ned til jul. - De henvendelser, vi har fået, har intet med Dania eller de støbeprodukter, der udføres der, at gøre, afviser fabrikschef Poul Knudsgaard, MAN Diesel. Han påpeger, at selv om fokus på fabrikken på Niels Juelsvej fortsat først og fremmest er at støtte medarbejderne ovenpå fyringen af 403 eller næsten halvdelen af virksomhedens ansatte, så arbejdes der sideløbende med frasalget af støberiet. - Der kører en proces, som jeg egentlig ikke har lyst til at sige så meget om, men støberiet er ved at blive prisfastsat. Når det er klaret i løbet af en uge eller to, har vi en pris, vi kan give til dem, der er interesseret i et køb, og så kan det køre videre derfra, siger Poul Knudsgaard. Nye arbejdspladser på spil - Det klart, at kan vi være med til at måske halvdelen af de nuværende cirka 100 arbejdspladser i støberiet kan fortsætte i nyt regi, vil vi selvfølgelig gerne fremskynde det, siger Poul Knudsgaard, om den særlige prioritet frasalg af støberet har lige nu. Hele MAN Diesel fabrikken på Niels Juelsvej kan i princippet tænkes sat til salg, i kraft af, at motorproduktionen lukkes ned til næste sommer. Poul Knudsgaard har tidligere luftet fremtidsønsker om, at de resterende aktiviteter omkring gear, propeller og aftersale samles i yderligere nybyggeri i tilknytning til serviceafdelingen MAN Diesel PrimeServ på havnen, inklusive et nyt servicecenter-academy. I foråret blev det nyeste PrimeServ Academy indviet på MAN Diesels fabriksområde i franske Saint Nazaire. Det franske uddannelsescenter med speciale i firetaktsmotorer udbyder kurser, seminarer og workshops for såvel MAN Diesels medarbejdere som motorkundernes teknikere. Fabrikken i Frankrig har drøntravlt flere år frem og øget behov for uddannelse efter at den franske energimastodont EDF i et hug har bestilt 54 store motorer til kraftværker. Ifølge MAN People, nyhedsavisen for medarbejderne hos MAN Diesel, er målet at opbygge et verdensomspændende uddannelsesnetværk, der er lige så omfattende som Prime Servs øvrige aktiviteter på verdensplan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...