Man tæller ikke timer

Morten Olesen er født og opvokset i Snedsted. Nu vender han hjem som ny halinspektør i Snedsted Hallen.

Lone Lærke Krog
45-årige Morten Olesen er ny halinspektør i Snedsted. Han har allerede været i gang nogle uger, men i dag er der goddag og farvel reception. Foto: Christina Larsen
Snedsted 1. september 2011 22:00

- Jeg har altid sagt, at jeg godt kunne tænke mig at blive halinspektør i Snedsted. Sådan lyder det fra 45-årige Morten Olesen, der netop er tiltrådt i sit ønskejob. - Der er altid glade mennesker i en hal, og jeg kan godt lide at være sammen med børn og unge mennesker, siger Morten Olesen. Han er født og opvokset i Snedsted, har spillet fodbold og håndbold i SGIF og spiller stadig på old boys holdet i fodbold. Efter 18 år som regnskabschef ved Polar Is er det nogle helt andre arbejdsvilkår, han har fået som leder af en idrætshal. - Man tæller ikke timer i det her job, siger han med et smil. Lige nu er der en opgave med at følge op på byggeriet af en tilbygning, der skal rumme et nyt varmtvandsbassin og behandlerrum. Der er samarbejde med bestyrelsen og idrætsforeningen, skolen og andre klubber, der benytter hallen som aktivitets- eller samlingssted. Eksempelvis er der en seniorklub med 80 aktive medlemmer, der mødes i hallen hver mandag - og Thisted Kommunale Ungdomsskole har etableret en juniorklub, der på fem måneder er nået op på 75 medlemmer. De må også bruge hallens faciliteter. Foruden den store idrætshal er der motionscenter, svømmehal, mødelokaler, øvelokaler for Snedsted Garden og cafeteria - som der skal købes varer ind til. Der er mere og mere administrationsarbejde i sådan en hal, der bliver en større butik i takt med, at vi udvider. Der kan jeg bruge meget af det, jeg har lært. - Bare det at købe ind til cafeteriaet er en udfordring, men jeg har heldigvis gode kolleger, der er klar til at hjælpe. Og jeg ved også, at jeg må blive ved med at trække på Gerhard, siger han. Gerhard Vestergaard, der lige er gået på pension, har været halinspektør siden 1990 - og har været ansat i Snedsted Hallen gennem 37 år. Han har lovet at tage Morten Olesen op til livredderprøve i løbet af efteråret. Heldigvis er Snedsted Hallen så god en forretning, at Morten Olesen "heldigvis ikke skal til at kaste redningskranse ud", som han selv formulerer det. - Jeg skal ikke til at revolutionere en hel masse nu. Det er der ingen grund til, når det kører så godt. Morten Olesen, der bor i Thisted, føler sig rigtig godt modtaget i Snedsted. Folk siger, det er godt, at det er "en af vore egne", der er blevet halinspektør. Og Morten Olesen glæder sig til samarbejdet. - Der er mange ildsjæle i Snedsted, som jeg kommer til at arbejde sammen med. Hallen har også en bestyrelse, der absolut ser ud til at blive en god medspiller. Fredag eftermiddag er der reception i Snedsted Hallen for den afgående og den nye halinspektør.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...