Manchester City har lært af sine fejl op til finalebrag

Manchester City lukker færre dumme mål ind end tidligere, siger Kevin De Bruyne før Champions League-finale.

Sergio Agüero (t.v.) og Kevin De Bruyne (t.h.) træner på Estadio do Dragao i Porto før Champions League-finalen på samme stadion lørdag aften.

Sergio Agüero (t.v.) og Kevin De Bruyne (t.h.) træner på Estadio do Dragao i Porto før Champions League-finalen på samme stadion lørdag aften.

PORTO:Efter fire forgæves forsøg under manager Pep Guardiola har Manchester City lørdag endelig muligheden for at opfylde klubbens langvarige drøm om at vinde Champions League i spanierens femte sæson ved roret.

Og det skyldes i høj grad, at spillerne har lært af deres fejl i turneringen i de foregående sæsoner.

Det siger klubbens belgiske stjernespiller Kevin De Bruyne forud for finalen mod Chelsea.

- Vi har lavet færre fejl (i år, red.). Identiteten på holdet er den samme, men i de svære øjeblikke har vi ikke lavet lige så mange fejl som tidligere.

- De seneste sæsoner har vi i de afgørende kampe lavet en fejl for meget, hvilket lod de andre hold komme foran, hvorefter vi ikke kunne komme tilbage igen.

- I kampene i år har vi ikke lukket den slags mål ind, som vi har gjort i tidligere sæsoner. Det er forskellen, siger De Bruyne på et pressemøde.

Manchester City har siden 2016, hvor manager Pep Guardiola kom til, vundet tre engelske mesterskaber og flere pokaltitler.

Før denne sæson var det dog aldrig lykkedes spanieren at føre holdet forbi kvartfinalen i Champions League. Men selv om klubben nu kun er en kamp fra at nå sit helt store mål, så tager Guardiola selv finaledeltagelsen i Porto med ophøjet ro.

- At være her gør mig til den lykkeligste mand i verden. Det er et privilegie og en ære. Vi vil prøve at gøre vores bedste for at gøre god reklame for fodbolden, og den bedste måde at gøre det på er ved at spille en god kamp, siger Guardiola.

Champions League-finalen mellem Manchester City og Chelsea spilles lørdag aften på Estadio do Dragao i den portugisiske by Porto.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk