Mand alvorligt forbrændt ved eksplosion på båd

Den stærkt forbrændte mand blev onsdag overført til Rigshospitalet med helikopter fra havnen i Nørresundby

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

NØRRESUNDBY:En 28-årig mand er torsdag morgen fortsat indlagt på Rigshospitalets brandsårsafdeling med alvorlige forbrændinger på mere end en tredjedel af kroppen.

Det oplyser vagtchef Jess Fallberg, Nordjyllands Politi.

Den 28-årige blev onsdag eftermiddag svært forbrændt ved en eksplosion på en motorbåd i Nørresundby.

Politiet blev alarmeret om ulykken onsdag kl. 13.49.

- Der er tale om en bådmekaniker, som var i gang med at tømme en af bådens tanke for benzin, da eksplosionen indtraf, fortæller vagtchefen.

Mekanikeren blev med helikopter bragt til behandling på Rigshospitalets brandsårsafdeling

Umiddelbart var det politiets opfattelse, at mekanikeren var alene på motorbåden.

- Men bådens ejer stod faktisk oppe på dækket, da eksplosionen skete nede i motorrummet. Han blev lettere forbrændt, oplyser Jess Fallberg.

Båden ligger i lystbådehavnen Mellem Broerne i Nørresundby. Til alt held udviklede eksplosionen sig ikke til en egentlig brand, bemærker vagtchefen.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede hændelsen.

Politiet foretog onsdag undersøgelser, og Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at hjælpe til med undersøgelser af og på båden.