Retspleje

Mand amok over for ekskæresten

En 42-årig mand fra Hobro er nu sendt til fire ugers afkøling i fængselsvæsenets varetægt.

Han tændte åbenbart fuldstændigt af - sparkede og bankede sig bogstavelig talt vej ind i en lejlighed, hvor han ikke havde noget at gøre. Derinde slog den 42-årige mand løs med en flaske og ramte både sin jævnaldrende ekskæreste og hendes 57-årige ven - blandt andet i hovedet. Undervejs raserede han også lejlighedens inventar, og raseriet var så indtrængende, at politiet klokken 9.35 onsdag kunne anholde manden på selve gerningsstedet. I går besluttede retten i Aalborg så at sende den 42-årige til fire ugers afkølende varetægt, mens myndighederne så får fred til at rede trådene ud. Må man da formode. Bag lukkede døre De nærmere omstændigheder i sagen forbliver nemlig til 25. juni en hemmelighed, idet anklagerens anmodning om at få lukket dørene blev fulgt. Så hermetisk lukket var adgangen til grundlovsforhøret nemlig, at offentligheden indtil da end ikke får kendskab til, hvad den 42-årige sigtes for. Dørene blev på begæring lukket allerede inden, sigtelsen kunne læses op for den 42-årige. Men hans voldsomme adfærd kostede både den jævnaldrende ekskæreste og hendes 57-årige bekendtskab en del knubs og skrammer, og når flasker tages i brug som slagvåben, plejer den alvorlige voldsparagraf 245 at blive taget i anvendelse. Domsforhandlingerne i sagen - det som i dag hedder hovedforhandlingerne - indledes nylig efter varetægtsfængslingens udløb.