Udland

Mand anholdt for skyderi i Toronto

Canadisk politi har anholdt mistænkt i forbindelse med skyderi, hvor en blev dræbt og syv blev såret.

Mand anholdt for skyderi i Toronto

Politiet i Toronto har anholdt en mistænkt i forbindelse med et skyderi i et butikscenter i weekenden, hvor en blev dræbt og syv blev såret.

I en pressemeddelelse på Twitter siger politiet, at en person er anholdt i sagen. Der bliver ikke oplyst yderligere detaljer.

En mand åbnede uden varsel ild i et travlt shoppingcenter i Toronto, hvor en 24-årig mand mistede livet, og syv andre blev såret.

Det ene af ofrene var en 13-årig dreng.

Ifølge Toronto Star skød gerningsmanden løs i centrets spiseafdeling. Et øjenvidne har sagt til avisen, at han hørte fire til fem skud, mens han var ved at spise et hurtigt måltid med sin søn. Kort efter blev hele centret evakueret og omringet af adskillige politipatruljer.

En talsmand for politiet, Brian Borg, siger, at den dræbte øjensynligt havde forbindelse til organiseret kriminalitet.

Tre af de sårede er stadig indlagt. En 23-årig mand, der blev ramt af skud i nakken og i maven, er i kritisk tilstand.

Skyderier af denne art er sjældne i Canada, som har en meget streng kontrol med håndvåben.

/ritzau/AFP