Økonomisk kriminalitet

Britta-svindelsagen: Mand anholdt i lufthavn

En mand er anholdt for at have rådet over de penge, som er blevet stjålet fra Socialstyrelsen

En mand, der kan sættes i forbindelse med svindelsagen fra Socialstyrelsen, er anholdt i Johannesburg International Airport i Sydafrika. Foto: Gianluigi Guercia/Ritzau Scanpix

En mand, der kan sættes i forbindelse med svindelsagen fra Socialstyrelsen, er anholdt i Johannesburg International Airport i Sydafrika. Foto: Gianluigi Guercia/Ritzau Scanpix

SYDAFRIKA:En mand er blevet anholdt i Sydafrika i sag om svindel for 111 millioner kroner, oplyser Bagmandspolitiet i en pressemeddelelse.

Manden er blevet anholdt i den internationale lufthavn i Johannesburg tirsdag aften, da han forsøgte at rejse ud af landet.

Han er mistænkt for hæleri af særlig grov beskaffenhed. Han har angiveligt fået del i de penge, som 64-årige Britta Nielsen ifølge Bagmandspolitiet har svindlet sig til i Socialstyrelsen.

- Manden i lufthavnen er anholdt, fordi vi mener, han har haft en hovedrolle i at bruge pengene, som savnes i Socialstyrelsen, siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra Bagmandspolitiet.

- Derfor er han sigtet for omfattende hæleri, som kan give op til otte års fængsel under særligt skærpende omstændigheder, siger han i pressemeddelelsen.

Manden er beskyttet af et navneforbud. Det er derfor ikke tilladt at komme nærmere ind på hans relation til Britta Nielsen, da det muligvis vil kunne identificere ham.

Dagen efter anholdelsen blev manden varetægtsfængslet af en sydafrikansk domstol med henblik på udlevering.

Herhjemme har en domstol vurderet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle manden. Det er sket under et retsmøde, hvor manden ikke selv var til stede - det kaldes at blive fængslet "in absentia".

Ud over manden er to kvinder mistænkt for at have deltaget i hæleriet. Ligesom manden er de beskyttet af navneforbud. Derfor kan deres relation til Britta Nielsen heller ikke nævnes.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst