Mand bag pakkebomber til Trump-kritikere får 20 års fængsel

Cesar Sayoc sendte i 2018 pakker med rørbomber til demokratiske politikere og kritikere af Donald Trump i USA.

Cesar Sayoc begyndte at græde under domfældelsen mandag ved en domstol i New York.

Cesar Sayoc begyndte at græde under domfældelsen mandag ved en domstol i New York.

NEW YORK: 57-årige Cesar Sayoc, der i 2018 skabte skræk og rædsel med en række postomdelte bomber, er mandag blevet idømt 20 års fængsel.

Det er sket ved en domstol i New York.

Sayoc, der er fra Florida, sendte sidste efterår 16 pakker med rørbomber fyldt med glasskår og krudt til 13 kritikere af præsident Donald Trump, herunder flere prominente demokrater og tv-stationen CNN.

Det skete forud for midtvejsvalget i november 2018.

Anklagemyndigheden havde forud for dommen udtalt, at en livstidsdom ville være "nødvendig og passende". Begrundelsen var, at Sayoc forårsagede "udbredt frygt og panik" med sine pakkebomber op til valget.

Umiddelbart inden domfældelsen ved domstolen i New York mandag udtrykte Sayoc fortrydelse og anger.

- Jeg er så ked af det, jeg gjorde, lød det fra ham.

Og da distriktsdommer Jed Rakoff læste dommen højt, brød Sayoc ud i gråd.

Samtlige pakker, han sendte i 2018, blev opsnappet af myndighederne, inden de nåede frem til deres planlagte modtagere. Ingen af pakkerne eksploderede.

Blandt Sayocs mål var tidligere præsident Barack Obama, tidligere vicepræsident Joe Biden, tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton, senatorerne Cory Booker og Kamala Harris, skuespiller Robert De Niro og CNN's kontorer i New York og Atlanta.

Cesar Sayoc erklærede sig ved en føderal domstol på Manhatten i New York i marts skyldig i at have sendt de 16 pakker med rørbomber.

Dengang sagde han, at han ikke ønskede at dræbe eller skade nogen, og at pakkerne ikke ville være eksploderet.

I løbet af retssagen har Soyacs advokater beskrevet ham som "godhjertet og ivrig efter at behage", men samtidig har de fortalt, at han har svære indlæringsvanskeligheder, blev misbrugt som barn og har taget steroider.

Alt sammen noget, der angiveligt har været med til at isolere ham og gøre ham paranoid.

- I dette mørke fandt han et lys i Donald Trump, har forsvarerne forklaret.

Ifølge Cesar Sayocs advokater var deres klient meget optaget af konspirationsteorier om den amerikanske præsident, Donald Trumps, modstandere, da Sayoc blev anholdt sidste efterår.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.