Mand blev dræbt med kniv før brand

51-årig fra Gullestrup ved Herning blev stukket flere gange med kniv, inden lejlighed brændte.

Mand blev dræbt med kniv før brand

Flere gange blev en 51-årig mand stukket med kniv, inden der opstod ild i hans lejlighed i Gullestrup ved Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag eftermiddag.

Branden i lejligheden på Lyngens Kvarter blev opdaget tidligt tirsdag morgen.

I første omgang nøjedes politiet med at oplyse, at der var fundet en død mand i lejligheden i forbindelse med branden.

Men de foreløbige retsmedicinske undersøgelser bekræfter altså, at den 51-årige var blevet stukket adskillige gange med kniv.

Politiet har været ude med flere hundepatruljer i området i et forsøg på at finde gerningsvåbnet.

Umiddelbart tror politiet, at den 51-årige blev dræbt natten til tirsdag. Og at han var død, da branden opstod.

- Vi er i færd med at kortlægge hans færden, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard.

Tirsdag eftermiddag har politiet endnu ikke fået fat i pårørende til den dræbte.

Den 51-årige boede alene og levede under, hvad politiet beskriver som dårlige sociale forhold.

Hvordan ilden er opstået, er der endnu hverken foreløbige eller endelige konklusioner på.

Flere spor i sagen efterforskes, men ingen er anholdt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.