Mand blev stukket ned på åben gade i Vejle

Et offer for knivstikkeri er søndag uden for livsfare. Manden blev ramt mindst fire gange i maveregionen.

Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat en sag om knivstikkeri på på åben gade i Vejle lørdag aften. (Arkivfoto)

Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat en sag om knivstikkeri på på åben gade i Vejle lørdag aften. (Arkivfoto)

HORSENS:En 29-årig mand er nu uden for livsfare efter at være blevet udsat for knivstikkeri lørdag aften i Vejle.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 29-årige var i kritisk tilstand og lagt i koma, men søndag klokken 17.25 kan politiet oplyse, at han er uden for livsfare.

Han blev ramt mindst fire gange i maveregionen af stik fra en spids genstand, muligvis en kniv, oplyste politiet søndag formiddag.

- Vi ved ikke, hvorfor det sker. Motivet er ukendt, sagde vagtchef Jeppe Thranum søndag formiddag.

Det var klokken 22.40 lørdag, at politiet fik melding om overfaldet, som skete på Nørretorv.

Tre personer var mistænkte i sagen, og betjente forsøgte at opspore dem, oplyste politiet tidligere søndag.

Søndag eftermiddag har politiet ingen kommentarer til et muligt motiv, og om de mistænkte er blevet fundet, da de fortsat efterforsker sagen.

I samme politikreds var der lørdag ved 21-tiden alarm om endnu et tilfælde af farlig vold.

Her var en 52-årig mand i sin lejlighed på Hybenvej i Horsens blevet stukket flere gang på overkroppen, oplyser vagtchefen. Søndag er han uden for livsfare.

To mænd, der er henholdsvis 31 og 37 år, er blevet anholdt, og søndag er de blevet varetægtsfængslet i fire uger efter at være stillet for grundlovsforhør.

Muligvis er forklaringen på overfaldet nabostridigheder, lød politiets foreløbige bud søndag formiddag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.