Mand død efter styrt fra Fisketorvets tag

En 20-årig mand har formentlig selv kastet sig ud fra taget af butikscentret Fisketorvet i København.

Mand død efter styrt fra Fisketorvets tag

En 20-årig mand styrtede tirsdag aften ned fra taget af butikscentret Fisketorvet ved Københavns Havn.

Han er styrtet 15 meter ned og blev i første omgang indlagt på Rigshospitalets traumecenter med hårde kvæstelser.

Den unge mands liv stod dog ikke til at redde, og kort efter klokken 22 afgik han ved døden, siger vagtchef Michael Poulsen, Københavns Politi.

Politiet har talt med vidner på stedet og ser på billeder fra butikscentrets videoovervågning, for at fastslå om den 20-årige selv sprang ud fra butikscentrets tag.

- Vi undersøger sagen nærmere i øjeblikket, siger vagtchefen.

/ritzau/