Brandstiftelser

Mand dømt for ligskænding

HILLERØD: En 25-årig mand fra Hillerød blev fredag idømt tre års fængsel for blandt andet usømmelig omgang med lig og tre tilfælde af brandstiftelse, skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag. 25-årige Kenneth Bo Eilsø Dirksen tilstod i et tidligere retsmøde de over 50 forhold, som han stod anklaget for - heraf usømmelig omgang med et lig i Skansekapellet i Hillerød sidste sommer og for at have sat ild til Frederiksborg Byskole i Hillerød i maj i år samt for to andre ildspåsættelser. Anklageren ønskede mindst tre års fængsel til den 25-årige, især som følge af de tre brandstiftelser med skader for over fire millioner kroner til følge, men også på grund af ligskændingen, mange biltyverier, og fordi han er tidligere straffet for blandt andet tyveri. Den 25-årige modtog dommen og blev sendt direkte til afsoning. /ritzau/