Mand efterlyses for røveri

Politiet i Frederikshavn efterlyser en 20-25 årig mand, som torsdag eftermiddag forsøgte at begå røveri i kiosken Søndergade 76.

Røveren talte dansk, men havde udenlandsk udseende. Han kom ind i forretningen omkring kl. 14.15 og sagde: "Så er det nu. Jeg vil have pengene". Samtidig skubbede han til den mandlige ekspedient. I det samme kom en kunde ind i butikken. Den unge mand opgav derefter røveriforsøget og forsvandt i løb. Han beskrives som spinkel, cirka 175 cm høj, iført mørk hættetrøje og løstsiddende bukser. Han bar hvide "dot" handsker og var delvis maskeret med en hvid strikhue, som hætten var trukket ned omkring. Oplysninger kan gives til politiet på telefon 96 22 14 48.