Mand eftersøges for øksehug

København, søndag /ritzau/ Han har næsen endnu, men der er kommet i ordentligt hul i den. Efter interne stridigheder huggede en mand tidligt søndag morgen en økse i næsen på en anden mand på vej ind i en opgang i det nordvestlige København. Politiet har anholdt en kvinde, der er sigtet for medvirken til overfaldet. Men den mand, der svingede med øksen, eftersøges stadig. Efter planen vil kvinden skulle fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i løbet af mandagen. Ifølge kriminalpolitiets centrale vagtleder på Københavns Politigård har kvinden ikke ønsket at forklare sig til politiet. /ritzau/