Udland

Mand er bekræftet død efter lavine i Norge

En lavine i Norge har kostet en mand i 30'erne livet søndag. Eftersøgningen efter flere omkomne er indstillet.

Mand er bekræftet død efter lavine i Norge

En mand har mistet livet, efter en lavine ramte et område ved Tromsø i Norge. Det bekræfter norsk politi over for nyhedsbureauet NTB.

- Vi har gravet en mand fri af sneen, og vedkommende er desværre død, forklarer operationsleder Gaute Hoff til NTB.

Sneskreddet skete søndag klokken 12.27 syd for et stenbrud i nærheden af Lunheim i Tromsø.

Den omkomne er en mand i 30'erne, som var ude at stå på ski med en kammerat. Det var makkeren, der slog alarm, da lavinen ramte.

Politiet mener, at den omkomne var den eneste, som blev taget af snemasserne. Det er en ændring af tidligere meldinger, som rapporterede, at flere mennesker kunne være fanget i skreddet.

Politiet har derfor også indstillet eftersøgningen.

Da lavinen ramte, blev alle redningstjenester tilkaldt i en storstilet redningsaktion. Norsk Folkehjælp sendte tolv redningsarbejdere til stedet, bekræfter Vegard Lindbæk fra Norsk Folkehjælp.

Derudover hjalp Røde Kors' Hjælpekors og Norske Redningshunde med i eftersøgningen. Det betød, at både læger, helikoptere, hunde og frivillige hjælpere var på stedet, oplyser operationsleder Gaute Hoff.

Redningsarbejdet blev besværliggjort af dårlig sigtbarhed i området på grund af snevejr.

Faren for sneskred i Tromsø-området betragtes stadig som høj resten af søndag og i løbet af mandag.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.