Mand er i livsfare efter knivstik i Nordjylland

Politiet har anholdt to mænd og to kvinder, men ved endnu ikke om manden har stukket sig selv.

Mand er i livsfare efter knivstik i Nordjylland

En 33-årig mand er i livsfare, efter at han søndag aften blev stukket i lysken med en kniv i Kaas ved Pandrup i Nordjylland.

- Vi får først en melding om, at en mand har skåret sig på en adresse i Kaas, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

- Kort efter får vi en ny melding om, at en mand bløder kraftigt, men man kan ikke sige hvorfor, fortsætter han.

Da ambulance og politi når frem finder man den 33-årige, der er såret af et knivstik i lysken, i et værelse. To mænd, der er til stede i huset er i gang med at give ham førstehjælp.

- Han har ingen puls, da han bliver fundet, men i ambulancen på vej til sygehuset, får man pulsen op igen, fortæller Henrik Beck.

De to mænd og to kvinder, som var i huset er blevet anholdt.

- Der har været noget drikkelag. De er alle fire kraftigt berusede og har foreløbig ikke sagt noget om, hvad der er sket, siger vagtchefen.

- Så vi ved ikke om han har stukket sig selv, men vi behandler sagen som et drabsforsøg.

Den 33-årige samt en mand og en kvinde var tilsyneladende på besøg hos det par, der bor i huset.

Manden har tilsyneladende fået knivstikket i køkkenet.

- Der blodspor fra køkkenet til det værelse han bliver fundet i, og vi har fundet den kniv, som blev brugt, gemt af vejen i køkkenet, fortæller Henrik Beck.

Kriminalteknikere er nu tilkaldt for at undersøge huset og sikre eventuelle spor.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.