Mand erkender dødsvold

Eksmand varetægtsfængslet i drabssagen fra Randers. Foto: Scanpix
Drab 22. september 2009 06:00

RANDERS: En 29-årig mor til tre børn blev søndag fundet dræbt med en kniv i sin lejlighed i Fyensgade i Randers. Mandag nægtede hendes eksmand sig skyldig i en sigtelse for uagtsomt manddrab, men han erkendte sig skyldig i vold med døden til følge, oplyser efterforskningsleder Peter Liestmann, Østjyllands Politi. Grundlovsforhøret ved Retten i Randers blev holdt for lukkede døre, men inden dørlukningen nåede manden at erklære sig ikke skyldig i drab. Han kunne imidlertid erklære sig skyldig i dødsvold. Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger. Manden havde opsøgt sin ekskone i hendes lejlighed. De kom op at skændes. Skænderiet udviklede sig, og kvinden blev dræbt. En beboer i ejendommen alarmerede politiet om, at der var husspektakler i opgangen. Da politiet kom, fandt det kvinden dræbt med en kniv. Undersøgelser har vist, at kvinden blev stukket 45 gange. Manden var også stadig i lejligheden, hvor han blev anholdt. Parret har tre børn, der ikke var i lejligheden, da tragedien fandt sted. De blev passet hos deres bedsteforældre./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...