Trafikulykker

Mand fængslet for trafikdrab

MARIAGER:En mand uden kørekort, som efter alt at dømme også havde drukket for meget, ramte fredag med sin bil en cyklist, der døde af sine kvæstelser. Den 35-årige mand fra Mariager blev lørdag fængslet i Randers og sigtet for et færdselsdrab begået i spirituspåvirket tilstand. Manden blev varetægtsfængslet i fire uger, men han kærede fængslingen til landsretten. Den dræbte er den 44-årige Jens Christian Smed fra Pindstrup ved Ryomgård. Ulykken skete fredag aften, da han på sin cykel blev ramt af den andens bil ved Ammelhede øst for Randers. Den 35-årige fra Mariager er tidligere blevet frakendt sit kørekort, oplyser Østjyllands Politi. Også fredag aften slog alkometeret ud over det tilladte for bilister. Den 44-årige cyklist var på vej mod vest, da han bagfra blev ramt af personbilen. Han var så alvorligt kvæstet, at han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset. /ritzau/