Vold

Mand fængslet: Holdt kvinde indespærret

Politiet befriede fredag en kvinde i en ejendom i Fårvang ved Silkeborg. En mand er blevet fængslet i sagen

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

FÅRVANG:En 35-årig mand er ved Retten i Holstebro blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for frihedsberøvelse, ulovlig tvang og farlig vold mod en kvinde.

Manden mistænkes for at have holdt kvinden indespærret i en ejendom i Fårvang nordøst for Silkeborg.
Her har hun tilsyneladende været frihedsberøvet i flere måneder, indtil politiet fredag eftermiddag gik i aktion og befriede hende.
Samtidig blev den 35-årige anholdt på adressen.
Lørdag fandt en dommer ved Retten i Holstebro politiets mistanke mod manden så bestyrket, at han blev varetægtsfængslet i fire uger. Det foregik i et lukket grundlovsforhør.
Manden kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.
Kvinden, der er 27 år og fra Aarhus, har det efter omstændighederne godt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Fredag ønskede politiinspektør Ole Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi, ikke at udtale sig om detaljer. Eller om hvor længe frihedsberøvelsen har stået på.
Men ifølge ekstrabladet.dk har kvinden været frihedsberøvet fra maj og indtil fredag, da en af hendes pårørende kontaktede politiet.
Hun har angiveligt under tvang opholdt sig i mandens hjem i Fårvang, hvor han har mishandlet hende på forskellig vis. Hun har blandt andet snitsår, stik og brandsår fra cigaretter.
På et tidspunkt i september skal hun have været bundet til et vandrør i flere timer. Manden skal ifølge bladet også have tvunget hende til at skaffe 50.000 kroner.
Den 27-årige skal både afhøres grundigt og til lægeundersøgelse.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst