Mand fundet død i lejlighed i København

En midaldrende mand, der er fundet død i lejlighed på Tagensvej i København, er måske blevet udsat for vold.

Mand fundet død i lejlighed i København

En midaldrende mand blev fredag fundet død i en lejlighed på Tagensvej i København. Politiet mener, at han kan være dræbt.

- Den måde, han bliver fundet på, er mistænkelig. Han har nogle skader, der tyder på, at han er blevet udsat for stump vold.

- Derfor efterforsker vi foreløbig sagen som en drabssag, siger politikommissær Hans Erik Raben fra drabsafdelingen hos Københavns Politi.

Politiets teknikere har undersøgt lejligheden, og retsmedicinere har undersøgt den døde. De har konstateret, at manden har ligget død i længere tid.

- De foreløbige undersøgelser viser, at manden har ligget død i mindst 12-14 dage, siger Hans Erik Raben.

En hasteobduktion fredag eftermiddag skal afgøre, hvordan manden er død, og give svar på, om manden har været udsat for en forbrydelse, så det er et drab, politiet står med.

- Vores teknikere har undersøgt lejligheden, og retsmedicinerne har foretaget et ligsyn. På grund af de fund, vi har gjort, har vi begæret en hasteobduktion, der skal afgøre, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet, siger Hans Erik Raben.

Manden er endnu ikke endeligt identificeret, men der er formentlig tale om lejlighedens beboer.

Det var en støtte- og kontaktperson fra en kommune, der fattede mistanke, da vedkommende opsøgte manden på hans bopæl. Politiet skaffede sig adgang til lejligheden ved hjælp af en låsesmed og gjorde det uhyggelige fund.

/ritzau/