33-årig mand fundet død på byggeplads ved Herlev Hospital

Politiet blev tirsdag eftermiddag kaldt ud til Herlev Hospital, hvor en mand blev fundet død i et vandhul.

KØBENHAVN:En 33-årig polsk mand er tirsdag eftermiddag blevet fundet død på en byggeplads ved Herlev Hospital.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der fik anmeldelsen om den døde mand klokken 14.41.

- Der foregår noget byggeri ved hospitalet, og den afdøde er fundet i et vandhul på byggepladsen, siger vagtchef Henrik Andreasen.

Politiet kender stadig ikke dødsårsagen med sikkerhed.

- Men der er ikke noget, der tilsiger, at han har været udsat for en forbrydelse, siger vagtchefen.

Som altid når en person bliver fundet død, og dødsårsagen ikke umiddelbart kan fastslås, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.

Det vil sige, at man behandler findestedet som et gerningssted, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det senere skulle vise sig, at der er tale om et drab.

/ritzau/