Ulykker

Mand hopper i faldskærm fra højhus i Stockholm men styrter

To personer hoppede ud fra et højhus i Sverige, men den enes faldskærm svigtede, og han endte i frit fald.

En mand er kvæstet efter et faldskærmshop fra et højhus midt i Stockholm.


Brandvæsnet meddeler ifølge den svenske avis Expressen, at to mænd hoppede ud fra huset.

- Den ene landede sikkert. Den anden styrtede ned og kom til skade. Han bliver kørt til sygehuset med ambulance, siger Ulf Tholén fra brandvæsnet i den svenske hovedstad.

Der blev slået alarm lørdag klokken 12.41.

Faldskærmsspringet fandt sted på Kungsholmen i det centrale Stockholm.

Den ene mands skærm foldede sig ikke ud, og manden faldt til jorden fra huset, som er 10-15 etaper højt, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet TT.

- Det er sikkert alvorligt. Men hvor alvorligt det er, kan jeg ikke svare på, siger Mats Eriksson ved politiets regionale central.

Expressen skriver, at den tilskadekomne kunne tale, da han var landet på jorden. Avisen skriver også, at de to mænd hoppede fra 22. etage. Det er ikke bekræftet af myndighederne.

Det står ikke klart, om de to personer hoppede fra taget, eller om de var hoppet ud fra en etage længere nede.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst