Mand i sølvgrå bil tilbød skoledreng et lift
Mand tilbød mandag eftermiddag en 12-årig skoledreng et lift - senere viste det sig, at der var tale om en hjælpsom nabo
Opdateret kl. 20:52
LØDDERUP: Lødderup Friskole har anmeldt til politiet, at en ukendt ældre mand i en sølvgrå personbil mandag eftermiddag klokken 12.50 tilbød en 12-årig skoledreng et lift.
Drengen havde netop forladt friskolen og var på vej hen til et nærtliggende busstoppested, da han blev antastet af bilisten.
- Bilisten holdt ind til siden, rullede vinduet ned og spurgte drengen, om han ville have et lift, da vejret var dårligt, siger skoleleder Fransk Sørensen.
Tilbuddet om et lift blev imidlertid afvist af drengen.
Sidst på formiddagen i dag hørte bilisten sig selv omtalt i radioen og kontaktede straks Frank Sørensen.
- Det drejer sig om en nabo til skolen, der bare syntes, det var træls vejr og derfor tilbød drengen et lift, siger Frank Sørensen.
Inden naboen henvendte sig til skolen, undrede skolelederen sig over bilistens tilbud om et lift - ikke mindst set i lyset af lignende episoder i Nykøbing, hvor bilister i blå biler i tre tilfælde har antastet skoledrenge i den seneste tid.
Den 12-årige dreng fortalte efterfølgende om episoden til sine forældre, der henvendte sig til friskolen.
- Vi har orienteret forældrekredsen om episoden og har igen talt med børnene til morgensamling om, at de ikke må gå med fremmede. Det indskærpede vi også børnene efter episoderne i Nykøbing, siger Frank Sørensen.
Midt- og Vestjyllands Politi understreger, at det hele var en misforståelse, og at der bestemt ikke var fare på færde for den 12-årige skoledreng.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.