Mand i ulvekostume jagtede børn på skøjtebane

En mand i et ulvekostume råbte og skreg af skøjtende børn, og forsøgte herefter at stikke af fra politiet på knallert

Jesper Ramsing
Arkivfoto: Henrik Louis
Politi 20. februar 2018 09:25 - Opdateret 20. februar 2018 09:38

AALBORG: En mand i et ulvekostume satte mandag aften lidt for meget gang i gaden i Aalborg. Omkring klokken 18.30 blev politiet kontaktet af borgere, der var bekymret for ulve-mandens opførsel.

Han nøjes nemlig ikke blot med at ville ligne en ulv - han ville øjensynligt også opføre sig som en. I hvert fald jagtede han børnene på skøjtebanen på C. W. Obels Plads, mens han råbte og skreg.

Efterfølgende hoppede manden - stadig iført ulvekostume - på en knallert uden nummerplader og kørte frem og tilbage i gågaden.

Da politiet ankom til stedet, stak ulven halen mellem benene og forsøgte at stikke af på sin knallert ad C. W. Obels Plads, gennem gågaden og videre ad Maren Turis Gade. Politiet havde dog styr på ham, og i stedet tog ulve-manden flugten til fods.

Det blev dog en kort løbetur, og manden blev pågrebet og anholdt for en kort bemærkning ved Jomfru Ane Gård.

Der er tale om en 43-årig mand. Han ville ikke fortælle politiet, hvorfor han legede ulv og jagtede børn, men han er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser vagtchef Henrik Beck, Nordjyllands Politi.

Manden blev efterfølgende kørt hjem af patruljen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...