Mand - kend din krop

En gruppe forskere er gået i gang med at skrive en "Mand kend din krop", efter at "Kvinde kend din krop" udkom for omkring 30 år siden og ofte har været konfirmationsgave. Mandebogen, der efter planen udkommer om cirka et år, bliver imidlertid ikke en manual, hvor mænd kan slå deres organer op og tjekke dem efter, fremgår det af bladet Ny Viden fra Syddansk Universitet. Derimod skal læseren lære at tolke alarmsignaler fra kroppen, som var den en brugt bil. Samtidig er bogen en brugsanvisning til sport og sex. Mænd lever generelt kortere, selv om de fysisk er bedre stillet og ikke føder børn. De passer nok ikke godt nok på sig selv, mener en af forfatterne Kaare Christensen, professor i epidemiologi. - Mænd slår typisk symptomer hen, og dermed risikerer de at komme for sent i behandling, siger professoren til Ny Viden. De øvrige forfattere til bogen er idrætsforsker Hans Bonde, fysiolog Jørn Wulff Helge, seksualforsker Christian Graugaard, psykolog Svend Aage Madsen. De regner med, at der vil være flest kvindelige købere af bogen. /ritzau/