Røverier

Mand med gipsarm efterlyses

19-årig blev sparket ned og fik frarøvet penge og mobiltelefon

NØRRESUNDBY:Aalborg Politi efterlyser en yngre mand med gips på højre underarm, som trods sit handicap optrådte meget voldsomt, da han for nylig overfaldt en tilfældig ung mand i Nørresundby. Ofret fik frarøvet flere ting. Ofret havde været i byen i Aalborg med to kammerater, da han søndag 22. maj om natten kom gående på stien under Limfjordsbroen i Nørresundby. Den 19-årige og kammeraterne var på vej hjem, da de ved Søvangen blev passet op af fire mand på én scooter. Den 19-årige hørte flokken råbe noget om, at han havde snittet/rørt deres scooter, og derefter blev han sparket ned. Mens han lå ned, fik han flere spark på kroppen af de fire overfaldsmænd, der forlangte at få hans penge. Den 19-årige fik frataget sin pengepung, der indeholdt 2800 kr. i kontanter samt sygesikringsbevis og hævekort. Desuden blev han frarøvet en mobiltelefon. Den hårde medfart kostede ham i øvrigt en beskadiget tand, sår, rifter, blå mærker og ømhed i kroppen. De to kammerater blev også udsat for vold, dog i mindre omfang. I første omgang kunne den 19-årige ikke hjælpe politiet med så mange oplysninger, men siden er kammeraterne blevet afhørt, og de mener med sikkerhed, at den ene af de fire røvere, som førte an, havde gips på højre underarm. Han er desuden beskrevet som 18-20 år, 175 cm høj og almindelig af bygning. Medgerningsmændene var alle tre "pumpede" typer, kortklippede og ret så muskuløse. Vidnerne er desuden ret sikre på, at de fire gerningsmænd kørte på en scooter af mærket PGO og modellen er Doctor Big. Aalborg Politi kan kontaktes på telefon 96 30 14 48.