Mand med pistol-lighter skabte uro i lufthavn

Større politistyrke i Københavns Lufthavn, hvor mand blev set med noget pistollignende

Arkivfoto
Kastrup 16. juli 2017 14:02

KASTRUP: En høj mand skabte søndag formiddag uro i en ferietravl Københavns Lufthavn ved at gå rundt med en pistollignende genstand.

Manden er anholdt, og genstanden viste sig at være en lighter udformet som en pistol, oplyser vagtchef Henrik Brix, Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen om manden fra personale i lufthavnen kort før klokken 12 søndag middag.

En større politistyrke blev sendt til stedet, og metro og regionaltog omkring stationen i lufthavnen var standset en lille halv time, mens politiet undersøgte sagen.

- Vi fik en anmeldelse fra personale i lufthavnen om, at en mand var blevet set i terminal 2 med en pistollignende genstand, siger Henrik Brix.

Manden blev efterfølgende anholdt på togperronen i lufthavnen.

Der er ikke oplysninger om, hvem manden er, og hvad han lavede i lufthavnen. Men der er tale om en høj mand, som vagtchefen beskriver som "lys i huden og skaldet".

Nu undersøger politiet, hvad manden har foretaget sig, og hvad han eventuelt skal sigtes for.

- Måske ender det med at blive vurderet som en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han har tilsyneladende ikke truet nogen, men han har skabt en vis utryghed, siger Henrik Brix.

Klokken 12.22 meddelte metroens trafikinformation, at togdriften var genoptaget.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...