Mand med pose over hovedet røver købmand i Løkken

Den unge mand truede med en køkkenkniv og fik udbetalt kassebeholdningen fra Spar-butikken.

8. maj 2014 09:27

En ung mand truede sig onsdag aften til et ukendt pengebeløb i en Spar-købmand i Løkken.

Røveriet blev anmeldt klokken 22:08, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Hæstrup Jensen.

- Han truer med en køkkenkniv og får udleveret kassebeholdningen. Vi har ikke beløbet, siger vagtchefen, der ikke ved, om der var kunder til stede i butikken, da røveriet fandt sted.

Røveren, der løb fra stedet, var iført en sort hættetrøje med lodrette, hvide striber og camouflagebukser. Og så havde han en pose over hovedet, hvor der var huller til øjnene, lyder det fra politiet.

Nordjyllands Politi har natten til torsdag anholdt en 24-årig mand i Vrå. Han er mistænkt for at stå bag røveriet, men politiet har også lagt en 21-årig mand i håndjern.

- Han er muligvis også involveret, siger vagtchefen.

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet også det pengebeløb, som var blevet røvet fra Spar-købmanden.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...