Mand mistede livet i ulykke ved overhaling vest for Hobro

To biler ramte hinanden under overhaling. Mand mistede herredømmet og kørte galt

Arkivfoto

Arkivfoto

HEJRING:En 54-årig mand fra Skive har lørdag formiddag mistet livet i en trafikulykke på Skivevej ved Hejring vest for Hobro, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 11.54, oplyser vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 54-årige sad bag rattet i en overhalende bil, da ulykken skete.

- I forbindelse med overhalingen har bilerne ramt hinanden, og føreren har mistet herredømmet over bilen, fortæller Anders Olesen.

Ingen andre er kommet alvorligt til skade ved ulykken, lyder meldingen fra vagtchefen.

Skivevej har været spærret efter ulykken, mens politi og redningsmandskab har arbejdet på stedet.

/ritzau/