Mand og kvinde er sigtet for drabsforsøg i Løkken

En 27-årig mand og en 23-årig kvinde er sigtet for drabsforsøg, hvor en mand har fået kvæstelser i hovedet

Arkivfoto

Arkivfoto

LØKKEN:En voldsturné i og omkring restaurant Pakhuset og Action House i Løkken endte søndag morgen i håndjern og en sigtelse på drabsforsøg for en 27-årig mand og en 23-årig kvinde, oplyser Nordjyllands Politi.

En 48-årig nordmand blev fundet bevidstløs uden for restauranten, og politiet formoder, at han er blevet påkørt med vilje af de to.

Ifølge vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi tyder alt på, at han ikke kendte den 23-årige kvinde og den 27-årige mand i forvejen.

- Han er kommet alvorligt til skade. Han ligger på sygehuset med kvæstelser i hovedet, og vi mener, at han er ramt af bilen, siger vagtchef Per Vagn Nielsen.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser af bilen i et forsøg på at klarlægge omstændighederne ved påkørslen.

Overfaldt medarbejder

Tidligere lørdag aften lånte en ung mand den kvindelige del af duoen sin telefon ved Action House i Løkken. Da han bad om at få telefonen tilbage, blev han slået i hovedet.

Senere gik den 27-årige mand ifølge politiet amok på Pakhuset.

Han smadrede en flaske i hovedet på en gæst uden for diskoteket og smed en 11 kilos gasflaske i hovedet af én af ejerne.

Anholdt ved Hobro

Duoen blev anholdt nær Hobro i en bil med stjålne nummerplader søndag morgen.

- Der er rejst sigtelsen for forsøg på manddrab udenfor, og grov vold i forbindelse med overfaldet indenfor, forklarer Per Vagn Nielsen.

Både manden og kvinden er fra Aarhus-egnen. De fremstilles i et grundlovsforhør mandag morgen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.