Udland

Mand på motorcykel bomber Nato i Afghanistan

Mindst fire personer er blevet dræbt af en selvmordsbombe tæt på Nato-hovedkvarter i Afghanistan.

Mand på motorcykel bomber Nato i Afghanistan

En kraftig eksplosion har lørdag ramt uden for de internationale Nato-styrkers hovedkvarter i det ellers meget beskyttede diplomatkvarter i Kabul i Afghanistan.

Mindst fire er dræbt og yderligere to er såret, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at op mod seks er dræbt, og fem andre er såret. Blandt dem er flere angiveligt børn, der lever af at sælge ting på gaden til de udenlandske soldater i området. Ingen Nato-soldater skulle være blevet skadet under angrebet.

Ifølge en Nato-talskvinde er der tale om en ung selvmordsbomber, som kørte en motorcykel fyldt med sprængstoffer tæt på indgangen til Camp Eggers, der huser 2500 internationale Nato-styrker, inden han detonerede bomben.

- Vi er i en lockdown-situation, mens vi undersøger detaljerne om eksplosionen, siger talskvinden med henvisning til, at personalet ikke må forlade Nato-basen.

Taliban har efterfølgende taget ansvaret for bombardementet. Bevægelsen ville ramme den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

Selvmordsangrebet finder sted på en national helligdag i Afghanistan.

Landet markerer, at det er 11 år siden, at Ahmad Shah Massoud, der kæmpede imod den russiske intervention i Afghanistan i 1980'erne, døde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.