Mand sårer ni mennesker ved knivstikkeri i Idaho

Seks børn blev såret ved angreb i Idahos hovedstad. Motivet til angrebet er ikke kendt, siger politiet.

Ritzau
Den 30-årige Timmy Kinner er hovedmistænkt i et knivstikkeri i Idaho, hvor tre voksne og seks børn blev såret. Fire personer har fået livstruende skader, siger en talsmand for politiet i byen. Foto: Handout/Reuters
Vold 1. juli 2018 19:32 - Opdateret 1. juli 2018 22:54

Ved et knivstikkeri i byen Boise i den amerikanske delstat Idaho er tre voksne og seks børn blevet såret. Fire personer har fået livstruende skader, siger en talsmand for politiet i byen.

En 30-årig mand er blevet anholdt efter angrebet, som skete i et flerfamilieshus i et område, hvor der bor mange migrantfamilier.

Den anholdte, der mistænktes for at stå bag angrebene, boede selv i huset frem til fredag, hvor han blev bedt om at flytte.

Han vendte ifølge flere vidner tilbage til huset søndag og knivstak voksne og børn, som holdt en treårig piges fødselsdag. Pigen, der blev fejret, er blandt de sårede, sammen med fem andre børn i alderen fra fire til 12 år.

Flere børn skjulte sig i et skab, indtil politiet sagde til dem, at det var sikkert at komme ud.

Den formodede gerningsmand er ikke selv migrant ifølge politiets oplysninger.

Motivet til angrebet er ikke kendt, og det er heller ikke blevet oplyst, hvilken forbindelse den 30-årige mistænkte gerningsmand har til ofrene.

Politichef Bill Bones siger, at alle vidner i ejendomskomplekset er rystede efter overfaldene.

- Dette er ikke repræsentativt for vores miljø her. Det er et enkelt ondt individ, som angreb andre mennesker uden grund, siger han.

Boise, som er Idahos hovedstad, ligger i det sydvestlige hjørne af den vestlige delstat. Byen har omkring 220.000 indbyggere.

Idaho har et lille, men voksende, mindretal af indvandrere, som udgør omkring seks procent af det samlede indbyggertal.

Indvandrere udgør 40 procent af arbejdsstyrken i landbrugssektoren.

Lørdag demonstrerede flere tusinde mennesker i Boise mod Trump-administrationens indvandringspolitik i forbindelse med lignende demonstrationer en lang række andre steder i landet.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...